Dette er en fritidshistorie, selv om den er lidt lang. Den er 100% sandfærdig, godt og vel. I hvert fald 98%.
Vi købte engang en fritidsejendom med 5000 m2 naturgrund. Stod der i annoncen. Der stod også, at det var en herskabelig landejendom; der var ikke billede med, men vi forestillede os noget i stil med titelbilledet. Virkeligheden var noget mere beskeden. Alligevel faldt vi for det.
Jeg så for mig, hvordan jeg som nybyggerne i Canada erobrede landet, dyrkede det, ordnede det faldefærdige bindingsværkshus og fandt meningen med livet. Men sælgeren havde gjort meget ud af haven og sået en vældig flot græsplæne på 4.000 m2, hvilket ødelagde billedet en smule af den uspolerede prærie. Huset og den trekantede grund lå dog så djævelsk smukt med skoven til den ene side, kornmarker til den anden og et flot dalstrøg til den tredje, at vi købte det. Huset var slet ikke så dårligt, som vi forestillede os. Alt var parat til at nyde paradiset på jord.
Jeg skulle også have mig en havetraktor. Hvordan ellers slå alt det græs, forklarede jeg mit livs lys og økonomidirektør og overvejede i mit stille sind, om jeg nu kunne kalde mig proprietær eller gårdejer.
Honda-da!
Jeg så på flere modeller, og de kunne købes for 10.000 kroner og opefter. Selvfølgelig var det ikke nok for mig at eje en maskine med navnet Sava. Jeg ville have en Honda til 23.000 kroner! Forfængelighed har sin pris. Til gengæld var jeg vokset en hel del, da jeg hjemkørte traktoren. Det lykkedes mig som andre rigtige gårdmænd at danne en kø af bilister, der ikke kunne overhale.
Sent samme aften slog gårdejeren græsset. Det tog en times tid. Resultatet var så fint. Stolt kunne ham med drømmen om tre skorstene parkere traktoren i garagen. Bilen måtte pænt stå udenfor.
Her kunne historien være afsluttet.
Men paradiset fik en slange, og så ved vi jo godt, hvordan det går.
En morgenstund med sol og pipfugle og hele moletjavsen slog jeg vinduet op for endnu en gang at beundre mine besiddelser - og så tre muldvarpeskud i min fine plæne. Tre! Jeg blev afsindigt rasende og for ud og bankede skuddene sønder og sammen med min spade. Så havde jeg ligesom sendt et signal, der ikke kunne misforstås af den der muldvarpesatan. Spaden havde jeg slebet, så æggen var syleskarp.
Den var totalt ligeglad. Dagen efter var der 12. Sandsynligvis havde den fået sammenbragt familie, og oven på jorden boede der blot en klovn, man ikke kunne tage alvorligt.
Jeg købte omgående tre ret dyre, men i følge reklameteksten umådeligt effektive muldvarpefælder, satte dem i skuddene med en spand over og ventede. Næste dag så jeg efter dem. Intet var sket. Hørte jeg en hånende latter dernedefra?
paradiset - med et ondsindet element!
Så tilkaldte jeg en giftekspert, som gassede gangene iført gasmaske og beskyttelsestøj.
- Nu er du snart fri for dem, sagde han, mens jeg betalte ham en krig.
En uge efter var der friske muldvarpeskud overalt, og denne gang var jeg ret sikker på, jeg hørte noget grine nede under græsset. Det lød som gaspåvirkede fulderikker på melodien: Vi går aldrig hjem ...
Hen under middag sad en forhenværende gårdmand, nu detroniseret til en daglejer, opgivende med sin spade på terrassen og drak en meget nødvendig øl og var nedtrykt ad helvede til. Det her, tænkte jeg, det her bliver min død. Ikke mere, ikke mindre. Det er et statustab af den anden verden.
Pludselig så jeg græsset ganske få meter fra terrassen bevæge sig opad, og noget jord blive kastet op. Aha, tænkte jeg, slap den kolde øl, opgav enhver tanke om den store gårdmand og forvandlede mig til indianer. Jeg tog et solidt Hjortedræber-greb i spaden. Nybyggerne i Canada. En ny portion jord blev kastet op, og så rejste jeg mig og sneg mig uendeligt langsomt hen mod skuddet uden så meget som at knække et græsstrå for ikke at alarmere udyret nedenunder, mens min puls hamrede derudad. Da Den gule Ulv var en meter fra arnestedet, kom en ny portion jord op. Så angreb indianeren! Jeg løftede spaden og stødte den med et højt frygtindgydende ugh! ned lige under muldvarpeskuddet og hev indholdet op i luften.
sejr eller nederlag?
En levende muldvarp fløj op baskende med sine gravekløer! Den faldt ned på græsset et stykke derfra, og den prøvede straks at krabbe sig tilbage til hullet, men den blodtørstige rødhud løftede spaden og smak muldvarpen et par flade under udstødelsen af høje skrig. Den bevægede sig fortsat, og så fór der en ægte Sioux-rødhud i mig. Jeg løftede atter spaden og huggede dens skarpe æg lige ned oven i muldvarpen og skalperede den i to med min muldvarpeæggedeler. Sådan!
Aldrig før har jeg følt mig så lettet og stolt. Jeg gik ind til mit livs lys med den forreste del af muldvarpen højt hævet med to fingre og sagde med en lettere overgearet stemme:
- Hvad siger du så? Wounded Knee er indtaget! General Custer er død! Vi har sejret! Halleluja!
- Få den væk, skreg hun.
Jeg begravede halvdelen af den oversavede muldvarp i det ene af muldvarpeskuddene og den anden i naboskuddet som en slags advarsel: Er I flere, der har fået den geniale idé at grave i min have?
En måned senere holdt vi weekend i huset. Haven var oversået af muldvarpeskud. Jeg talte flere end 200.
Kort tid efter solgte vi huset og grunden og traktoren og spaden og købte en lejlighed på fjerde sal med egen veranda med en stol og et lille bord med plads til en øl.
Jeg gider sgu ikke være landmand på deltid og gå og bruge al min tid på havearbejde.
0 Kommentarer