-Æh bæh, Morten, han har tabt skjorten, sagde de andre drenge i børnehaveklassen, hvorefter Preben som oftest lige slog ham. Morten fandt sig i det. Når man var lidt sær i det, måtte man betale prisen.
I 1. klasse opdagede Morten, at de nye krav snarere reliefferede ham frem for at udviske særhederne. Behandlingen af ham antog et lovligt og underholdende indslag i en ofte kedsommelig skoleverden.
De fleste kunne læse i 2. Men ikke Morten.
Læreren opgav snart at stave særskilt med ham, og han fik lov at blive siddende.
-Du kan jo alligevel ikke, Morten. Vi må se, om det retter sig!
Når Morten kom op efter frikvarteret, kunne han finde vand, sand, grus, kridtstøv eller brugt madpapir i sin skoletaske. Når det skulle være særligt festligt, havde nogen tisset i den.
I 3. kom der en ung lærer i klassen om onsdagen. Så sad Morten og den unge lærer nederst og terpede små enkle staveord.
Inde hos en fin dame med røde læber fik han en rædsom opgave. Han skulle besvare en masse spørgsmål og skrive og tegne, så han var ganske træt bagefter, hvor damen fortalte ham, at han nok aldrig kom til at læse. I frikvarteret holdt de ham i begge arme op mod en søjle, mens Preben gnubbede knytnæverne mod hans spinkle ribben.
I 4. smed de ham i åen, tvang ham til at spise levende regnorm og klippede hans hår, dog kun i den ene side, så var det kun halvt slemt.
Den 13. august 2003 klokken 13.58 gik Morten hjem fra skole. Og det var her, det skete.
Drengene kom som sædvanligt, og Preben indledte underholdningen ved at sparke ham bagi, bare til en begyndelse.
Så var det, at Morten vendte sig om og stillede tasken fra sig. Preben så hans øjne og så, at de var anderledes. Det var også her, at Preben oplevede, at Morten som ved et mirakel var blevet større. Han var simpelthen vokset i sommerferien, uden at de havde lagt mærke til det.
Morten løftede sin knytnæve og ramte ham lige midt på næsen, så blodet sprang. Preben så forbavset ud, mens Morten fulgte op med at trække knytnæven tilbage og ramme ham dybt i maven. Preben knækkede sammen og vrælede, mens de andre stod og gloede endnu mere forbavset på optrinnet. Men da Morten vendte om og svang knytnæven og ramte Bjarne midt i ansigtet, opløstes morskaben i rædsel, og alle sprang af sted.
Fra dette tidspunkt lod de Morten være i fred. De sagde intet, men undgik ham.
Og for hvert år herefter voksede Morten blot endnu mere fysisk, og i 7. var han 1,98 meter høj og havde overarme som de fleste andre havde lår og hertil en hel barndoms ensomhed.
Han lærte først at læse, da han havnede på en ordblindeefterskole, og her fik han venner.
Preben blev senere hans meget venlige og imødekommende bankrådgiver.
Et øjeblik …
