Hjemme hælder du alle kantarellerne ud på dit køkkenbord og frasorterer de værste blade, snegle og andet skidt, som du putter i din biologiske skraldespand.
Hvis du har en lille støvekost, kan du feje det meste af det øvrige skidt af. Resten må tages med en skarp bette kniv. Er de meget medtagne, kan du i nødstilfælde lægge dem i vand, ryste dem og derefter gøre dem rene. Det sker der faktisk ikke noget ved.
Når de er rene, kan du skære dem til, så de passer til din fornemmelse for maden bagefter. Nogle foretrækker kantareller hele, andre skærer dem i mindre stykker. Plastikposen fyldes med så mange, som du skønner passer til en ret og kommes i fryseren.
Når de skal bruges, steger du dem på en pande uden fedtstof så længe, at der har samlet sig en del vand, der både stammer fra nedfrysningen og optøningen og fra selve svampene. Du hælder dem bare ud i en si og smider dem derefter igen på panden, denne gang med fedststof. De skal have et pænt kvarter, hellere for meget end for lidt.
Før stegningen har du skåret løg og små stykker bacon, der også smides på den varme pande. Du kan bruge alt muligt andet krydderi, men sådan gør jeg altså. Husk salt og peber.
Nået så vidt skal du enten tilføje dem til en gryderet eller forsøge at blive kok-kunstner. Du kan for eksempel tilsætte piskefløde og noget krydderi; helt uartigt små stykker oksekød, og du vil - sammen med de friskkogte, nye kartofler få mad, der i duft, konsistens og smag bringer Nationalparken helt ind i køkkenet.
Hertil kan anbefales en temmelig god rødvin, for eksempel SPARs Gran Appasso Collezione (to flasker for 250,-), og du vil være nærmere himlen, end du har prøvet før. I hvert fald en sikker vej til ægtefællens beundring og hengivenhed, hvis det med himlen er i overkanten.
Læs i morgen opskriften på den meget lækre kantareltærte!
Et øjeblik …
