Sådan skrev KlitPosten.dk i august 2018

Når man træder ind bag lågen, ser alt nyt og pænt ud. Det er nok, fordi det er nyt og pænt her på Klitmøllers nyeste café. Man bliver venligt modtaget uden overflødige høflighedsfraser og anvist bord - ikke ud for køkkenet, for alt er optaget denne aften lige der, men ude i siden. Der er markise til at beskytte mod solen eller regnen, og her er naturligvis cafeens akilleshæl.

Det er usædvanligt modigt gjort at starte en udendørs café i det danske, lunefulde sommervejr. I år må de have haft vejrprofeternes medvind, for hedebølgen har kun gjort det nemmere. Men den seneste tids heftige byger og ofte dagsregn har gjort det nødvendigt at aflyse nogle gange. Ærgerligt.

For maden fejler intet. Vi bestemte os for Tournedos af havkat, og ventetiden, hvor to hold senere ankomne gæster fik før os, var tiden værd. Det smagte aldeles fremragende og var meget lækkert serveret med masser af grønt og pommes frites. De saltede kartofler er ikke det bedste grundlag for et lavt blodtryk, men smagen passede bare så perfekt til fisken. Så hvad bekymrer du dig over, hjerte?

Vi betalte omme i lugen, hvilket måske indikerer, at det først og fremmest er tænkt som et bedre cafeteria. Men madens kvalitet gør ordet cafeteria til skamme. Her er en fuldblods restaurant, der kan få stjerner, kan den.

Få så tag over og vægge på nogle af de udendørs pladser. Så kan I godt holde helårsåbent.

 

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg