Hvornår på plejehjem? (1. af 2)

C er endnu ikke kommet på demensplejehjem, men det varer måske ikke så længe. Hustruen, H, kæmper på mange fronter og fortæller her om en til tider uendelig række af opgaver.

(Modelfoto)

Skrevet i august 2019

Lige nu synes jeg det er svært. Jeg må klare vores hverdag herhjemme med at støtte min stadig mere hjælpeløse mand, der bliver mere og mere desorienteret på tid og sted og familie. Et tag på vores garage og udhus kræver handling. Regnen sjasker ned i begge steder. En tømrer har set på det og er kommet med et bud på ca. 47 000,- kr. Samtidig vinker plads på et plejehjem forude. Det betyder indskud, boligleje, mad + service-ydelser.
Det værste er, at jeg er alene om at skulle tage beslutningerne. Foreløbig har jeg brugt et par dage på at skære i vores budget, og så håbe på, at plejehjemmet endnu kan udsættes. At sælge huset er vanskeligt her, hvor vi bor. Mit knæ og spekulationer forstyrrer nattesøvnen. Desuden kan min mand ikke altid finde toilettet, når han skal op om natten. Han kan ikke finde lyset, så jeg har det ligesom, da vores børn var små, at man sover med øje og øre på klem.
At vi ikke mere kan dele bekymringer og mulige løsninger, gør nas. Jeg er helt bevidst om, at handler jeg ikke, sker der intet. Det er mit ansvar alene.
På en eller anden måde vil tingene blive løst. Det er ikke sikkert det bliver som jeg/vi ønsker. Ofte lukkes nogle døre og andre bliver åbne. I bagklogskabens lys, burde vi nok have sat vores hus til salg for længe siden. Men vi er begge glade for at bo her.
C. har stadig sproget intakt. Somme tider snyder det andre, der ikke har oplevet hans ud/afvikling. Det er ikke de dybe samtaler, vi fører sammen mere. Det bliver sværere og sværere for ham at tolke det, han ser. Tager fejl af sine briller og den lille æske med tandstikkere. Det er sværere at styre kniv og gaffel og der spildes. Borddækning ville et barn på 3 år klare mindst ligeså godt. Det bliver lagt på bordet hulter til bulter. Stokken bliver væk i haven. Jakke bliver forbyttet på dagcenteret. Når jeg skriver disse ting, tænker jeg på, hvordan har han det med ikke at kunne finde ud af tingene.
I aftes var jeg til et møde skolen. Vi havde spist lige inden. Jeg havde skrevet et par sedler om, hvor jeg var og hvornår jeg ville komme hjem. Skolen ligger kun 1 lille km. fra hvor vi bor. Begge sedler var skrevet med stor skrift. Den ene lagt på sofabordet ved siden af C.’ s stol og den anden sat på ruden ved udgangsdøren i bryggerset. Han har sin GPS på, så hvis han går ud og ikke kan finde hjem, kan jeg finde ham. I øvrigt har han altid GPS’en på. Jeg ser efter, hvis Dagcenteret er på tur, hvor de kører hen. Ikke for at kontrollere, men C. kan jo ikke huske, hvor turen gik hen, så kan jeg spørge har I været i Salling i dag? Og vi kan få en snak derom.

Da jeg efter et par timer kommer hjem, er han på vej ud ad bryggersdøren i undertrøje og underbukser (det sover han i her om sommeren). Han søger toilettet. Han er forvirret. Tror, der er nogle unge damer på besøg. Jeg får ham beroliget, vist ham toilettet og vil bagefter vise ham, at der kun er os to i huset. Men han har allerede glemt sin hallucination, som jeg tror, det er. Jeg får ham ind i sin seng. Sidder lidt hos ham og kærtegner hans kind. Jeg tænker på dengang jeg puttede vores børn.
Jeg får pakket mine mødeting ud. Ser at han har prøvet at gå i seng på sofaen i kontoret. Jeg var i går ved at sortere nogle ting, men blev ikke færdig så papirerne lå på sofaen. Nu var de skubbet ned på gulvet og et par puder lagt til rette. Han kan ikke mere finde rundt i vores hus, som bare er på 120 m2. Jeg har nu sat sedler op på alle dørene. Men hvis han ikke er lige ud foran skiltet på døren, ser han det jo ikke.
Kører jeg et ærinde i brugsen, som ligger på samme vej, står han i døren, når jeg kommer hjem. Jeg er ikke i tvivl om hans usikkerhed. Jeg prøver at lægge alle indkøb, mens han er på dagcenteret.

Læs næste artikel her.