Denne artikel stod i KlitPosten 31. maj 2019. Vi kipper med flaget i anledning af Janes 50-års fødselsdag i dag den 21. april 2020.

Jane Bauer er gruppeleder for Klitmøllerspejderne. Det betyder, at hun ikke har direkte opgaver sammen med spejderne, men varetager det overordnede og er leder for de voksne.

– Jeg blev spejder som 6-årig på Fyn og har været det lige siden. Altså i 43 år. Da jeg som 17-årig kom til Klitmøller hos min storesøster i 1987 blev jeg straks involveret i spejderne her. Det er en livsstil at være spejder, ikke bare fordi min storesøster, Randi,  var det i starten. Der er et fantastisk værdisæt! Børnene lærer noget af fællesskabet. At behandle hinanden ordentligt!

– I min barndom læste jeg meget i min fars spejderbog fra 1924. Det handlede meget om at være ridderlig, især over for kvinderne! Vær venlig, men tag en stok i hånden, stod der.

Jane slår en latter op:

– Det er ændret en smule. Jeg er spejder, fordi det har givet mig så meget! Nu vil jeg gerne give noget tilbage igen. Jeg synes, vi skal have spejdere i Klitmøller! Jeg vil gerne trække mig, så snart der kommer andre voksne og overtager. Det vil jeg ønske! Men de hænger ikke lige på træerne.

– Hvis du "slap" spejderne, ville du så være med i sommerfesten?

– Joooo, det tror jeg da. Når man bor i et lokalsamfund, hjælper man til.

– Har I et godt fællesskab her på vejen?

– Vi har ikke vejfester, men vi hjælper hinanden. Skal der passes en kat her, eller skal vi hjælpe til der, så gør vi det. Alt sammen på det almindelige daglige basis.

– Hvad driver dig egentlig?

– Hold da op. Det er nogle store spørgsmål. Energien kommer fra at være sammen med andre, gøre noget for andre. Det er et mål i sig selv.

– Vi tænker somme tider på, hvor meget du er engageret. Vi tænker: Hvor får hun dog den energi fra?

– Foreningsarbejdet, spejderarbejdet, det udvikler en helt vildt meget! Så … Altså. Samværet med børnene … sidde ved lejrbålet, samtalerne, nærværet, de synes, det er dejligt at være der, altså en analog tilstand over for den digitale, som vi ellers befinder os i til dagligt … Jeg tror, børnene finder ud af, at man godt kan nyde livet på en anden måde end sammen med iPaden …
– Klitmøller Sommerfest giver os alligevel så mange penge, at vi for eksempel ikke behøver at sætte kontingentet op, eller at vi kan afholde sommerlejr på Livø billigere, eller - der er jo hele tiden noget, der skal repareres ovre i spejderhuset, ikke - telte går i stykker og så videre. Så jeg er dybt taknemmelig, når folk donerer ting, penge, arbejde til den fest!

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg