Dennis Defekt er journalist og meningsindehaver. Hans holdninger er ikke altid flot velbegrundede, men han giver udtryk for centrale problemstillinger. Læseren bedes ryste på hovedet, smile bredt, irriteres eller blive vred, men engageret journalistik og meningshaveri udløser en slags reaktion. Dennis påstår selv, han er borgerlig med venstreorienterede holdninger hen over midten.

Der er uenighed om prisen på cigaretter. Lige nu er den hævet til kr. 55 pr. pakke fra omkring kr. 40, men mange ønsker den op på samme niveau som i Norge, hvor en pakke koster kr. 100.

Deltag i afstemningen andetsteds her på siden og stem på den pris, du ville foretrække.

Den til enhver tid siddende regering samt det eller de partier, der har chance for samme, er bange for at forebygge, for det betyder stemmetilbagegang. Til gengæld vil mange politikere gerne helbrede, for det giver stemmefremgang.

Hvordan så det? De borgerlige og DF vil for eksempel ikke sætte prisen på cigaretter ret meget op. Det ville ellers betyde, at færre unge ville begynde at ryge, er rationalet. Antallet af rygende unge i Danmark er større end i andre lande. Politikerne vil ikke sætte prisen op, for det betyder, at der går meget længere end en valgperiode, inden man kan se resultatet. Sådan er det, når man skal forebygge.

Argumenterne er tit de samme. Hensynet til den evigt tilbagevendende grænsehandel står øverst, men ofte svinger de borgerlige over til også at bruge argumentet om den enkeltes frihed til selv at vælge.

Socialdemokratiet prøver at helbrede ved for eksempel lige nu at forhandle en lovgivning på plads til netop deres kernevælgere, at nedslidte mennesker skal have lov til uden lægeerklæring at gå lidt før på folkepension. Det har givet en øjeblikkelig fremgang i meningsmålingerne. For her kan vælgerne mærke, at de tilgodeses her og nu og ikke engang i fremtiden. Igen får man fornemmelsen af, at politikerne fremsætter forslag, der kan gavne deres stemmetal.

Spørger man eksperter, er der ikke tvivl om, at der er et problem i vores demokrati. Hvis politikere ikke tør foreslå det nødvendige af hensyn til frygten for at miste stemmer, er noget galt.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg