Næste dag starter uden uheld. Stadig ikke nogen opringning fra Hittegodskontoret: Nu har vi fundet din hat! Kom endelig og hent den! Nej, nej. De har formentlig ikke engang gidet lede efter den.

Vi beslutter os for at se en brandtomt. “Børsen” lugter endnu af brand. Alt omkring den tidligere så stolte bygning er afspærret, mens arbejderne prøver at rekonstruere den.

16. april i det herrens år 2024 brød Børsen i brand. Formentlig, men det er ikke bevist endnu, på grund af uforsigtig omgang med hånderværkermateriale. Ud på eftermiddagen kom branden under kontrol, og man kunne gå over til efterslukning. Bygningens ejer, Dansk Erhverv, har besluttet, at bygningen skal genopbygges “uanset hvad”. Der har været 135 personer involveret i at redde bygningen.

Kort tid efter klokken 17 væltede nordsiden af de udbrændte sektioner af Børsen indad og tog dele af den vestlige gavl med sig. Kort efter kunne Hovedstadens Beredskab oplyse, at ingen personer var savnet efter hændelsen. Indsatsen blev derefter hurtigt rettet mod at fjerne det tonstunge stillads, der var fastspændt på bygningen. Hovedstadens Beredskab indførte også vandslukning igen efter sammenstyrtningen, da der opstod røg/ild igen.

Indvirkning

Børsen rummede adskillige gamle og betydningsfulde malerier, som er blevet reddet af myndigheder og borgere. Billeder som “Fra Københavns Børs” af P.S. Krøyer, “Det danske handelskammer komite og adm. direktør 1995” af Thomas Kluge som også er kendt som søstermaleriet til Fra Københavns Børs.

Efter branden

Dansk Erhverv besluttede allerede kort efter branden, at bygningen skal genopbygges. Alle Københavns Kommunes borgmestre udtalte samme dag, at kommunen vil støtte projektet. I følge næstformand for Bygnings Frednings Foreningen, restaureringsarkitekt Jørgen Overby kan det tage fem-ti år, før der kommer et spir op med dragehaler. Overby vurderer, at planlægningen kan tage et par år og at hele projektet kommer til at koste mellem en halv og en hel milliard kroner. Overby vurderer derudover, at genopbygningen er ladsiggørlig, da bygningen er gennemregistreret og dokumenteret på grund af den renovering, der var i gang indtil branden. Man har sågar arbejdstegningerne fra 1777 for tilblivelsen af spiret, der var en kopi af originalen.

Det er nu kommet frem, at man køber dyre mursten i Tyskland frem for at finde et dansk teglværk. Somme tider må man have lov at undre sig.

Der er mange rygere i København. Men – de står lidt for sig selv og skutter sig. De er godt klar over, at al viden fortæller om, hvor farligt det er at ryge. Sammen med den viden skal rygerne også leve med omgivelsernes større eller mindre tolerance. Så er det nemmere at skrå, for her kan andre ikke altid se, hvad man har for.

For mange år siden var der noget, der hed et fikserbillede. Man skulle finde et dyr eller en person i en tegning. På ovenstående foto skjuler sig en person, der er gået ud for at ryge en smøg. Kan du finde vedkommende? Nej, det tænkte jeg nok. Det skulle være lettere at finde en hat i en togvogn. Men det er det ikke. Åbenbart.

Det er ikke lutter fordele ved at holde ferie i København.