Gik du også i skole i halvtredserne? Anni (1. af 2)

Jeg begyndte på Øresundsvejens Skole den 12. august 1951 på min storesøsters 9 års fødselsdag.
Jeg var seks et halvt år, da jeg begyndte i l. B, en pigeklasse med 34 små spændte, småsnakkende, fnisende tøser. Af de 34 hed de syv Kirsten. De andre hed Irene, Janne, Winnie, Grethe, Ida, Hanne, Birgit, Anita og andre almindelige, danske pigenavne Jeg kiggede mig omkring, så på nogle af klassekammeraterne og og blev tiltrukket af Kirsten Larsen, en blond, korthåret pige, der smilede til mig. Vi fandt et bord, satte os ved siden af hinanden og begyndte at snakke: Det blev vi ved med de næste fem år.

Vores klasselærer hed Gudrun Reverony. Hun blev min første personlige rådgiver og jeg hendes første venstrehåndede elev.
Jeg var nemlig venstrehåndet. I en tid, hvor det bestemt ikke var almindeligt og slet ikke ønskeligt.
Den normale procedure var at tvinge den venstrehåndede til at bruge højre hånd. Men det vidste jeg heldigvis ingenting om.
Jeg var ret kvik. Ikke en markant begavelse, men med en IQ højere end gennemsnittets. Da en stor del af de andre piger også var kvikke og desuden stræbsomme og flittige, var konkurrencen om en plads i toppen hård.

I dansktimerne læste vi højt fra vores læsebog, skrev diktater og små selvlavede tekster. Det gjaldt om at være god til at læse og stave. Og at sidde stille det meste af en klokketime ad gangen. Det sidste havde jeg bestemt ikke talent for. Jeg ”kartede” altid rundt på stolen og fulgte ofte mere med i, hvad de andre elever foretog sig, end hvad jeg fik besked på at gøre. Det endte ofte galt, jeg snakkede for højt og blev flyttet fra Kirsten en dag eller en uge. I den tid sad jeg så musestille, jeg kunne. Men aldrig så snart blev jeg flyttet tilbage, før jeg snakkede videre. Selv i dag har jeg problemer med at sidde på samme plet i mere end fem minutter ad gangen. At blive flyttet fra Kirsten blev en irriterende vane, og jeg blev ikke roligere af den grund.

Kirsten og jeg var altid sammen. Vi skiftedes til at sove hos hinanden, fandt på mange lege og kedede os aldrig. Det var nu mest mig, der fandt på, så det var et held, at min slyngveninde altid var med på mine idéer. En overgang skrev jeg små detektivhistorier, hvor vi var detektiverne, Sally og Ingrid. Sally og Ingrid brugte deres tid på at følge efter mistænkeligt udseende personager i nabolaget. Om aftenen nedfældede jeg så vores opdagelser på papir, og sammen fandt vi ”beviser” på de forfulgtes lyssky færden. Det var vældig sjovt og vores småhistorier blev sommetider læst op for klassen af vores klasselærer.

Det, der adskilte mig for de andre elever, var blandt andet det faktum, at jeg var venstrehåndet. Jeg havde som den naturligste ting brugt venstre hånd til at tegne og klippe med derhjemme, så jeg var ganske uforberedt på de mange bemærkninger, der faldt om min brug af ”den forkerte hånd”. Jeg kunne ikke få øje på noget forkert ved den ene hånd lige meget hvor tit, jeg kiggede på den.
Først da vi i håndarbejde skulle sy hulsømme, lægge nederdele op og/eller sy korssting på en karklud viste det sig, at jeg med kejthånden havde fået en ekstra udfordring.

Mange år senere huskede fru Reverony godt, at både hun og jeg havde svedt, grædt og bandet næsten lige meget, da hun skulle introducere mig til håndarbejdets velsignelser. Jeg begyndte at forstå, hvorfor hånden blev kaldt forkert og fik mavepine hver tirsdag, hvor håndarbejde var på skemaet. Jeg blev nervøs, kom til skolelægen, der endte med at sende mig på Julemærkehjem i Juelsminde.