Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (12. af 23)

Nede ved havnen sætter jeg mig ind på en café og køber en cola. Jeg plejer ellers aldrig at drikke det søde stads, men lige pludselig trænger jeg umådeligt. Også til at sidde lidt og tænke lidt på det, der skete ovre i SuperBrugsen.
En ung, lyshåret pige i nogle stramme bukser kommer ind og sætter sig ved bordet ved siden af.
Jeg nikker til hende og siger:
– Nå, du skal også ind og have noget kaffe.
– Ja, siger hun og ser noget forbavset ud. Hun bøjer sig forover for at tage noget op fra en af sine poser.
– Hold kæft, du har en dejlig røv, siger jeg, og nu rejser hun sig minsandten, tager sine ting og skynder sig ud igen. Hvad fanden? Bare fordi man siger, hun ser sød ud? Eller hvad? Det er ellers ikke noget, jeg går og siger til daglig; her kommer det lidt bag på mig selv, og det kom åbenbart, om jeg så må sige, også bag på hende.

Jeg ryster lidt på hovedet ad hende. Hvorfor i alverden reagere sådan? Jeg er slet ikke ude på at genere nogen, det har jeg ikke akkurat ry for at gøre. Der er selvfølgelig det der sexisme, man skal passe på med. Ikke udtale begejstring for kvinder! Det er alt for farligt. Jeg ved det jo godt. Det er vist den nye religion.

Jeg bøvser højlydt og rejser mig og går op i gågaden. Den strækker sig oppe fra Jyske Bank og helt ned over Store Torv og Storegade til fjorden.
Jeg spankulerer af sted; en gang imellem tager jeg et lille hop. Kan slet ikke lade være.
– Hvad glor du på, spørger jeg en dame, der ligefrem standser op.
– Nå, siger hun, – det er ikke hverdagskost at se en gammel mand tage de der rejehop midt på gågaden, og du ser da ikke fuld ud.
– Det er jeg heller ikke. Du sagde: Gammel mand? Du kan selv være gammel. Har du set min mor?
– Øh. Nu ved jeg jo ikke, hvordan hun ser ud, men hun må da være en gammel dame?
– Nej, det er sgu ikke så svær. Hun kommer ikke ud i det vejle.
– Javel.

Jeg kan godt tale noget thysk. Hun ser lidt ekstra på mig, inden hun går videre. Ryster hun lidt på hovedet? Hva fanden. Det med min mor var kun for at drille hende. Hun har været død i mange år og kommer hverken ud i det vejr, vi har i dag – eller overhovedet.
Jeg valser ind i Føtex og stiller mig hen til mobilskabet. Der er kommet mange nye modeller, siden jeg sidst købte en. Jeg sniger min gamle Nokia op af lommen og kan godt se, at den er så outdated, at den ikke fås mere. Jeg er lidt flov over den, hvad jeg aldrig har været før.
– Hej, jeg skal have mig en ny mobil, siger jeg dæmpet, mens jeg kigger mig om til alle sider. Heldigvis er der ingen i nærheden, jeg kender.
– Nu skal jeg være der, siger ekspedienten.
– Den skal tage de sidste nye musiktjenester, siger jeg.
– OK.

Han napper et par stykker ud af skabet.
– Denne her har ekstra store tegn på tastaturet.
– Hvorfor det?
– Æh, når man kommer op i alderen, kan synet godt blive svækket.
– Ser du ikke så godt?
– Jo, æh, det gør jeg da, men jeg er jo også ung. Det er ikke for at fornærme dig, men du er vel pensionist?
– Ja, men det er sgu længe til, at mit syn svækkes. Ser jeg ud, som om jeg ser dårligt?
– Åh, javel, ja, ha, ha, nej, det gør du ikke. Sådan er der jo forskel.
– Forskel?
– Ja, æh … altså, nogen ældre ser dårligere …
– Nå, gør de det? Jeg skal ha noget musik på den. Har du noget Beatles, Lady Gaga, Rapunzel?
– Rapunzel? Øhh, det … det henter du bare på Spotify. Det er sådan en tjeneste, hvor du …
– Det ved jeg godt. Sig mig engang, hvad anser du egentlig mig for?

Jeg bliver en smule hidsig og klemmer ham lidt på skulderen.
– Av, av, skriger han og trækker sig og holder om sin skulder.
– Hold da op, jeg rørte dig jo næsten ikke.

Jeg køler kun ned, fordi ekspedienten undskylder og bukker og skraber og beklager og siger, at det føltes bare sådan.

Jeg køber mobilen og forlader butikken, mens ekspedienten står og masserer sin skulder. Sådan et bløddyr.
Lige udenfor støder jeg ind i et par knægte, der mosler af sted.
– Hov, hov, siger jeg. – Se jer for. Bonderøve.
– Så, så, bedstefar, nu skal du ikke komme for godt i gang.
– Bedstefar? Jeg skal gi dig bedstefar.

Jeg tager den ene i blusen helt oppe ved halsen, drejer en halv omgang rundt, sætter mit højre ben ud – og vums. Der ligger han.
Den anden ved ikke helt, hvad han skal gøre, men bøjer sig over den første, der ømmer sig lidt. Ham sparker jeg bagi. Han falder nu oven i den anden. Et par mænd og en pige nærmer sig. Det er ligesom i skolegården dengang. Om lidt kommer gårdvagten nok.
De to unge roder noget rundt på asfalten. Der kommer flere til.
– Hold kæft, Mikkel, vi skrider. Sådan en gammel idiot.
– Han er garanteret militærmand eller sådan noget.

De samler sig og går, mens de sender mig et par lodrette langemænd. Rundt omkring står folk og siger:
– Det er også for galt med de unge.
– Ja, de er fanme så frække.
– Får alting hjemmefra. Gennemforkælede.
– Sådan var det ikke i min ungdom.
– Nej, heller ikke i min.
– De unge er meget værre i dag end nogensinde før.
– Gu´ er de så.

Langemændene er mere, end jeg kan rumme. Jeg sætter efter dem og løber drønhurtigt og indhenter dem et ganske lille stykke længere nede. Min slidgigt har jeg totalt glemt.
Her griber jeg dem begge i nakken og hidser mig vældigt op:
– Er jeg en idiot? Jeg spørger jer venligt: Er jeg en gammel idiot?
– Nej, nej, udstøder de begge i kor, og jeg synes, jeg kan se på deres øjne, at de overhovedet ikke mener, jeg er en gammel idiot.
– Sig undskyld!
– Undskyld, brøler de i kor.
– En gang til – og højere!
– UNDSKYLD!

Jeg slipper dem med ordene:
– Prøv aldrig mere at genere en, der er lidt ældre end jer. Aldrig!

Jeg står og stritter med pegefingeren fra side til side, og de to ungersvende nikker så ivrigt med hovederne, at ørerne blafrer i vinden. De forsvinder, før jeg kan nå at tælle til tre. Denne gang får jeg ikke fuckfingeren.
Jeg går langsomt tilbage og opdager, at gruppen af tilskuere er meget stor, og at de klapper ad mig. Der breder sig en helt vild fornemmelse i maveregionen, og jeg overvejer, om jeg skal uddele autografer. Jeg er sådan set allerede i træning.

(Fortsættes)

Jeg irriteres over en tiltagende trang til at lave reportager, hvor speakeren fletter sine kommentarer ind med dem, hun eller han omtaler eller taler med. Det er formentlig en amerikansk påvirket måde at lave et interview på. Helt unødvendigt og mest af alt en måde, hvor TV prøver at være smart. Men det er ikke smart, det er irriterende. Lav dog et ærligt interview og lad den interviewede tale ud i stedet for at komme med små bibemærkninger.