Ta med på tur til Brexitland (2 af 2)

Efter færgen til Wales kører vi ind i centrum af byen med det længste navn i verden: Llanfair…osv, hvis lange navn efterhånden blot er en kliché. Mens vi står der og undres over det lange bynavn suser et gennemgående tog lige igennem. Ja, det burde vi måske også have gjort.

Flere gange på motorvejen ser vi et skilt: "No hard shoulders" og en tilføjet afstandsangivelse. Lidt pudsigt. Man forestiller sig, at det for den næste strækning ikke er tilladt at skubbe til andre trafikanter. Nej, det er en ekstra bane yderst mod grøften til at standse på under uheld eller lignende; på billedet se banen yderst på den anden side den hvide bil; somme tider står der brostøtter på den plads; somme tider er den ikke asfalteret og har kun løst sand; somme tider er der ingen ekstra bane de pågældende yards. Og så kommer skiltet. Vi kalder det nødsporet.

Vi var nogle, der 1963 sad med vores 15-16-årige hoveder stuvet ind i radioens FM i det, der dengang hed P3, musikradioen, og lyttede til "Love me do", der var første plade med en ukendt gruppe (det hed ikke band dengang), der virkede friskere, anderledes, mere sanglig end alt andet - og fremført med begejstring af Jørgen Mylius, en knægt på 17 år, og som det bedagede Danmarks Radio havde hyret for at få noget af Statsradiofoniens old-fernis af.
I de år begyndte moden med længere hår, og Beatles førte an. Hver tirsdag kastede vi os over radioen for at følge med i Top Tyve, og et eller andet sted oppe i hjernekulen ligger lagret nogle usædvanlige glimt. Hver uge, forekommer det mig nu, havde The Beatles igen igen slået deres egne rekorder i at ligge på USAs top 100, først med én plade, så med en anden, mens den første langsomt kravlede ned ad listen, og som jeg husker det, var de første 10 pladser i de år altid reserveret Beatles. Også herhjemme solgte de helt usædvanligt.
Det gør de stadigvæk, så derfor er et besøg på museet i Liverpool værd at overveje. Mindes den berusende ungdom, som ligger så langt tilbage og så alligevel er snært på. Tiden går, og hvem i alverden har dog fundet på det?

På The Beatles Story-museet i Liverpool (hvor ellers?) vandrer vi fra rum til rum og fra beatlernes udgangspunkt i halvtredserne til deres afsked med hinanden i ´70. Det er samtidig en rejse for os, der er vokset op med deres musik og lange hår og Jørgen Mylius og Top Tyve and everything else, you know.

Så er næste stop noget mere prosaisk. Anfield Road og Liverpool F.C. har mange danske fans, men i princippet er den fodboldarena ikke anderledes end Cold Trafford i Klitmøller eller Lerpytter Stadion: En græsplæne med to mål og plads til tilskuere rundt omkring. Nøgternt set.
Men det kan unægteligt ikke forbigås, at der knytter sig vældige følelser til netop dette sted. For os ældre er det nok lige så meget nabobyens fodboldklub, Manchester United, vi husker. Fra den tragiske flyveulykke ved München 5. februar 1958.

Videre til den historiske by, York, mellem Liverpool og Kingston-on-Hull, hvor operasangere synger af karsken bælg og til stor glæde for de forbivandrende turister.
At Rebecca Newman ikke "bare" er en tilfældig sanger, der stiller sig op med en spand foran sig, går op for os.

På torvet købte vi æbler og pralede af at være vikinger. Vi grundlagde denne by, sagde jeg, en anelse overmodig. For svaret kom prompte: Vi er romere! De var der nemlig længe før vikingerne.

Ann Damgaard Kristensen, logistikassistent, 31, kommer fra Thisted.

– Jeg har nogle fantastisk gode rejsefæller her med Hanstholm Rejser; dejligt at vi har kunnet snakke sammen på kryds og tværs! Jeg har oplevet andre rejser, hvor det ikke har været tilfældet. Ofte oplever jeg, at folk på min alder mere passer sig selv. Formålet med turen her stemmer måske heller ikke helt overens med yngre menneskers ønsker til ferie.
– At komme ud til Giants Causeway og oldtidshøjene i Bru Na Broine var nok det største for mig. Jeg er vild med den irske natur. Jeg har også nydt godt af at se de forskellige katedraler rundt omkring på grund af deres mystik og skønhed.
– Jeg har taget denne tur for at slippe mine hverdagssysler, og fordi jeg allerede har set den sydlige del af Irland og ville gerne se den nordlige også.
– Jeg rejser også med Hanstholm Rejser, fordi det er lokalt, og fordi jeg kender en del mennesker derfra. Det giver en ro og tryghed. Måske er jeg også lidt doven, for jeg skal ikke selv stå for ret meget ansvar og planlægning. Jeg vil gerne have så meget som muligt ud af min ferie, og der sidder nogle mennesker på HR, der kan deres job.
– Jeg har måske savnet lidt mere natur, vi kunne komme ud at se. Nordirlands historie er meget barsk og drejer sig meget om Belfast og Derry, så tiden er gået der.
– Susanne render rundt med en viden, som jeg tager hatten af for. Hun ved så mange ting om alt muligt, og om episoder og oplevelser, hun genfortæller til stor interesse for os. Det giver ekstra krydderi til sådan en tur. Preben er hyggelig og varm og formår at gøre os velbefindende med sin ro og hele udstråling.
– Kartoffelmos er udbredt i Irland, og jeg frygtede at skulle køre sur i netop den spise. Men det har vi ikke fået ret meget af. Vi har tværtom fået god mad og har ikke manglet noget.
– Fine og flotte hoteller med lidt ekstra luksus i forhold til dagligdagen hjemme! Der var også forskel på dem; det ene sted med store, flotte lysekroner fra nittenhundrede og hvidkål og breeeed trappe, hvor alle fotograferinger fandt sted til de mere moderne, fikse hotelløsninger andre steder. Belfast var lidt firkantet, stift, præget af krigen, mens Dublin glimrede med varme, sang på gaderne og blomster. På hotellet i Dublin var der minsandten et træk og slip-toilet, som jeg ikke har oplevet, siden jeg var 5-6 år.

Ole Fønss-Jørgensen er på gæstelisten. Han er 65 år, læreruddannet og kommer fra Odense.

– Jeg har valgt turen efter at have søgt på nettet efter rejser til Nordirland, Liverpool og Titanic. Det kunne jeg kun finde hos Hanstholm Rejser.
– Det har været en fin tur. Alt har fungeret godt. Rundrejser er hårdt fysisk set, men meget spændende og indholdsrig. Godt organiseret, god stemning, fint selskab. Jeg er ikke typisk stamkunde, men som sjællænder kan jeg godt lide det lidt blandede, så vestjyder blandes med nordjyder og fynboer og sjællændere og sønderjyder.
– Stor frihed i at rejse alene og en balance mellem at være social og have sig selv med. Helt tilfreds med værelser og hoteller. Dygtig chauffør og dygtig rejseleder. De kan deres kram.
– Det største indtryk er Titanic, Belfast, Liverpool, Giants Causeway, sejlturen til Belfast, hele Irland. Belfast en smule dyster, baggrunden taget i betragtning.
– Jeg er ikke speciel Liverpoolfan, men der er en helt særlig aura over Anfield Road.
– York er en helt historisk by, hvor jeg tog en busrundfart, som jeg fik meget ud af.
– Har nydt at få mange informationer af Susanne undervejs. Hendes store viden er formidlet godt og klart; hendes stemme går meget fint gennem bussens højtalersystem.