Søbadet på Thisted Kystvej blev anlagt i 1950´erne. Siden har det udviklet sig til at blive et badetrækplaster for byen. Nu er udbygningen og moderniseringen gået i gang

I 1920’erne skabte kalkværksejer og købmand H.N.Thykier med flint og bleger en opfyldning i fjorden og anlagde en stor dejlig have; Thykiers have. I 1930’erne blev området doneret til Thisted Kommune, som etablerede en zoologisk have i området. I 1950’erne anlagde man Kystvejen og gennemskar derved den zoologiske have.

På det tidspunkt var badning ved at blive et udbredt fænomen i Danmark og Søbadet blev anlagt. Siden 1950’erne har Søbadet således været Thisteds foretrukne badested.

Søbadet, et punkt på Den Blå Løber, ligger ud til Limfjorden centralt i Thisted by. Den lille ‘halvø’, hvor søbadet ligger, danner en fremskudt græsplæne i vandet, som er meget velegnet til bade- og strandaktiviteter.

Når den rekreative rute møder Søbadet deler den sig op i to; den ene løber langs bygningskroppen langs Kystvejen, den anden inviterer til en smuk lille omvej langs vandet ind i anlægget. Ved hjælp af en opholdsrampe har man her mulighed for at komme helt ned til vandet, også med kørestol eller barnevogn.

Om sommeren er Søbadet et af Thisteds mest populære opholds- og mødesteder. Det er her, man mødes, bader, svømmer og hænger ud. Folk ligger side om side på græsset og bader fra den lille sandstrand. Ved strandområdet er vandet lavt og dermed børnevenligt.

I 2016 blev Thisted Vinterbaderforening etableret med det formål at varetage og fremme vinterbadning i Thisted Kommune. Foreningen er i stærk vækst og har nu mere end 100 aktive medlemmer.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg