Et øjeblik …
– Hvad vil du med det gamle lort? Brian er irriteret. Han har taget en nedfalden gren og roder op i de rådnende grøntsager, som ikke er blevet høstet, siden hendes far døde i sensommeren.
– Du vil vel ikke beholde det gamle hus, det er jo lige til at rage ned?
Ja, det var det, må Mette indrømme, men hendes erindringer lagde et forsonende skær over det lille fiskerhus, som nu ifølge skifteretten er hendes. Hendes ældre søstre havde frasagt sig deres arv. De havde så rigeligt med huse, så det var en lettelse for dem at slippe fra besværet med at rydde op, sælge eller hvad der nu kunne ligge af opgaver, som ikke ville passe ind i deres perfekte, planlagte liv.
Hun og Brian havde langtfra et perfekt, planlagt liv og slet ikke penge. Brian var tit uden arbejde. Han levede af småjobs som chauffør og tilbragte resten af tiden på den lokale ølstue, hvor han og vennerne ordnede andres problemer.
Brian var et bymenneske, og bare turen herud til den lille fiskerby havde været en prøvelse for ham, kunne hun mærke.
Hun derimod føler det, som at komme hjem. Her kan hun trække vejret.
Kun spredte mågeskrig bryder stilheden.
Mette lader som hun ikke hører Brians brok. Måske skulle hun beholde huset, bruge det som sommerhus, få haven til at se pæn ud, måske flytte herud, når hun holder op med at arbejde på fabrikken. Måske før, hvis hun ryger ud i næste fyringsrunde…
og som et lyn farer tanken om … måske også uden Brian… gennem hendes hoved.
De er gået om på bagsiden af huset, og et mærkværdigt syn får dem til at stoppe op og selv Brian taber mælet.
Midt i det høje grå, visne græs stikker et forfaldent drivhus med sine delvis kalkede ruder op. Et par af ruderne mangler og krogede grene stikker deres visne arme ud, som råber de om hjælp til at ånde.
– Et drivhus! Brian lyder for første gang opstemt.
– Sådan et havde min bedstefar i deres kolonihave. Han havde tomater og agurker og vindruer med ind til os og persille og en gang imellem fik jeg lov til at være med til at plukke tomaterne.
Brian smiler ved tanken og går med hurtige skridt hen til døren, som kun hænger på et enkelt hængsel og skubber den ivrigt op.
– Se, din far havde en lænestol herinde og Brian børster nogle visne vinblade ned og sætter sig. Lænestolen knager og det ene ben bryder sammen under ham. Mette holder vejret, men i stedet for at blive hidsig giver Brian sig til at grine, så tårerne løber ned ad kinderne. Mette må grine med.
Pludselig ser drivhuset ikke så forfaldent ud. Latteren giver det hele et blødt og tiltrækkende skær.
– Ved du hvad Mettemor, skal vi ikke beholde det gamle lort, så kan vi tage herud, når du har fri, og måske kan jeg gøre drivhuset i stand.
Mette giver ham en hånd, hjælper ham op af sofavraget og beholder hans hånd, som får et ekstra klem.
– En rigtig god ide, Brian.
Skyggen af hendes far, som gik og lugede med strakte knæ og bøjet ryg glider forbi dem ind i drivhuset.
– Lad os se, hvad der er af redskaber. Brian går ind i udhuset og skramler med trillebøren og skafter, som vælter rundt.
– Her er alt. Brians ivrige stemme gør hende varm i kinderne.
– Lad os se, om vi kan nå lidt, inden det bliver mørkt.
