I Danmark er vi flere gange kåret som europamester i skærmtid blandt ældre. Stigningen i diagnoser, angst, depression og faldet i selvværd korrelerer med stigningen i skærmtid. Det er den kobling, som statsministeren nu siger, næppe er tilfældig. Det er den kurve, hun mistænker for at have knækket alderdommen.

»De mistrivselsproblemer, vi ser, er så alvorlige. De sker som en eksplosion, vi aldrig før har set,« lyder det fra Mette Frederiksen, der ser politiske indgreb og større ansvar hos familierne til de ældre som løsninger.

»Noget af det handler om at regulere techgiganterne. De skal påtage sig et ansvar for billedmaterialet, men som forældregeneration har vi måske heller ikke fundet vores ben i det her.«

Dit eget parti har skubbet meget på for at digitalisere plejehjemmene. Har I ikke også et ansvar?

»Jo da. Og der er masser af digitalisering, der er godt. Vi har en ældre generation, der skal sidde og leve deres sidste tid digitalt, men måske har vi været lige hurtige nok med at afskaffe bøgerne og især ugebladene. Og måske har vi taget noget af alderdommen fra vores forældre – uden at ville det,« siger statsministeren. Og tilføjer: “Programmer som X-Factor og Den store bagedyst for unge og alle de der ramasjangudsendelser er ikke godt for ældre. Vi skal have noget mere Antikdueller, Retrosalg, Loppemarkedsprogrammer og direkte udsendelser fra auktionshuse, altså fra dem, der stadig fungerer.”

»Vi skal regulere alt det, vi kan. Det billedmateriale, de ældre udsættes for, er alt for vildt. Ældre har fri adgang til hård porno. Det er da et problem,« siger statsministeren til de fremmødte journalister.

Skærmene skal meget mere ud af plejehjemmene, siger Mette Frederiksen – men får kritik af beboere og ledere

Socialdemokratiet ville med udspillet »Fair Løsning« i 2011 trække de ældre gennem en »digital revolution«.

Blandt forslagene lød det, at »alle ældre udstyres med en digital værktøjskasse – det kan for eksempel være i form af en bærbar pc eller en  tablet.

Desuden kaldte partierne på »en omlægning af de nuværende samværsformer«.

Siden fulgte et årti med stor digital vækst hos de ældre – blandt andet under to socialdemokratiske undervisningsministre.

Bøger forsvandt, og der blev landet over investeret massivt i digitale læremidler, smartboards og chromebooks.

Nu lyder der så nye tanker. Spørgsmålet er bare, hvad der skal ske. Og dette var lidt sværere for statsministeren at svare på.

Spørger man en pejehjemsleder herhjemme – eksempelvis forstanderen på De Forfærdeligt Frie Gamles Plejehjem i København, Sofie Lorensen, der også er socialdemokrat – vil det være en fejl at gå for hårdt til værks.

»Det er ikke skærmene i sig selv, der er problemet. De forsvinder ikke, og jeg vil da gerne advare mod, at man fjerner dem, og hvor skulle vi så se Downton Abbey og Antikduellen« spørger hun.

Beboerne på De Forfærdeligt Frie Gamles Plejehjem afleverer deres mobiler i en kasse, når morgenmaden begynder. Så kan de tage dem frem, når de skal have deres første glas rødvin.

– Det er ikke noget problem, erklærer Bernhard Boomerangsen, der er forhenværende overlærer. – Jeg tager da bare SIM-kortet ud og sætter i min reservemobil. Det opdager de aldrig.

Plejehjemmet underviser alle i digital dannelse, og den udleverer computere til alle beboere. Og erfaringerne er gode.

»Skærmene udgør et socialt og et fagligt problem, men kun hvis man ikke kan bruge dem. Vejen frem er at danne vores ældre til den udfordring, skærmen er. At lære at mestre den uden at blive afhængig af den,« forklarer Sofie Lorensen.

Statsministeren slår ned det forkerte sted, siger Ædre Sagen, der staves i to ord, fordi ellers ved de ældre slet ikke, hvem foreningen repræsenterer, mens andre mener, hun har misforstået noget.

Det er ikke trafikken, der er farligst for de ældre lige nu. Det er mobiltelefonen.

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) under tirsdagens spørgetime i folketingssalen.
For selvfølgelig skal vi passe på de ældste i trafikken, sagde hun som svar på Pia Olsen Dyhrs indlæg, der fremhævede, at de fleste villaveje i Danmark har et skilt med en gammel dame og teksten “pas på mig”.
– Men hvorfor overlader vi så de ældre til dem selv – eller endnu værre til techgiganterne i den digitale verden? lød spørgsmålet fra SF-formanden.
– Det hedder “… hvorfor overlader vi så de ældre til sig selv …”, indsparker den gamle overlærer træt. Han følger Folketinget tæt på sin iPad.

Ifølge Mette Frederiksen er blot det, at emnet bliver bragt op i folketingssalen, et tegn på fremskridt:
– I lang tid har vi sagt, at hvis man gav de ældre gratis psykologhjælp, ville man komme mistrivselsproblemerne til livs. Eller at det handlede om normeringer eller noget tredje. Eller hjælp i form af tilskud til rødvin og Viagra.

– Jeg tror, at det handler om mange ting, men rigtig meget starter og slutter med denne her, sagde statsministeren og viftede med sin Nokia mobiltelefon fra 1998.