Knald i låget
Høflighed, hensyntagen, hallo?

(Modelfotos er anvendt)
På en skitur med skolen til Norge skete der noget meget besynderligt. Noget, vi på skolen aldrig havde set eller hørt om før.
Der er altid to chauffører med. Den ene førte bussen, den anden sad på sædet ved siden af.
Vi sad helt oppe foran og døsede lidt hen. Mange kilometers kørsel gør en sløv og træt. Måske var jeg faldet i søvn, måske bare sådan på vej, for jeg syntes bestemt, at der var tændt for TV med en eller anden sæbeopera. Nogen skændtes.
Det viste sig at være vore to chauffører og ikke nogen fjernsynsudsendelse.
- Du har fanme knald i låget, sagde den ene.
- Du sku aldrig have været født, så var verden et bedre sted at være, svarede den anden.
- Hvis du blev skudt, kunne du smides på møddingen. Der hører du hjemme.
- Du skulle da i kloakken. Sammen med alt det andet lort.
Sådan fortsatte det. På hele turen. I begyndelsen grinede vi lidt og hviskede: Hør dem! Hold da kæft! Tror I, de mener det alvorligt?
Men det gjorde de, og så grinede vi ikke mere. Vantro sad vi der og lyttede til et drama uden ende.
Det fortsatte på hele opturen, hvilket er et fuldstændig sindsygt ord i denne forbindelse.
Her ses de to chauffører på turens start tidligere på dagen …



Heldigvis blev den ene skiftet ud på hjemturen med en, den anden var gode venner med. Og så blev det bare en af de sædvanlige, kedelige kørsler, hvor vi efterhånden døsede lidt hen. Men først efter at vi havde konstateret, at nu havde vi et par almindelige, normale, ordentlige chauffører med.
Hvorfor skriver jeg nu det her? Jo.
Jeg kom i tanker om denne begivenhed i lyset af politik: Når man ikke kan så godt med nogen, må man jo vælge nogle andre!






















