Lossepladsernes tid er forbi. Nu er der i centrum opstillet affaldscontainere til almindeligt husholdningsaffald, og til det affald, der ikke sorterer herunder, er der genbrugsbiler og – pladsen.
Næh, stop lige engang … Hvorfor ikke udnytte den kapacitet, der ligger i de nye containerpladser i centrum? Hvorfor ikke lade dem være samlingsstation for ting og sager, der måske kan genbruges af andre? En genial idé er ved at brede sig. Helt uden at Affald Thy har været involveret.

Affald Thy
En papirspose er ikke sådan at komme af med. Ganske vist findes der en container i samlingen beregnet på papir, men posen er jo alt for stor. Skal man så til at bøje sådan en pose, kræver det næsten umenneskelige kræfter. Og andre kan måske godt bruge sådan en pose? Værsgo!

Affald Thy
Her er en halv sneskovl. Den står her, fordi det aldrig mere skal sne i Thy. Men – der kan komme en morsingbo forbi, og alle ved jo, at på Mors er der altid snestorm. Tomme malerbøtter til glæde for husejere uden for Thisted! Så kan de selv blande deres maling!

Affald Thy
Hvilket ungt par kan ikke snildt bruge en barnevogn? Ejeren af denne er åbenlyst færdig med at lave børn. Denne er med kaleche og bremser og hele molevitten, endda et A4-plastikchartek, lige til at komme dåbsattester og den slags ned i, når man altså har fået sit barn.

Affald Thy
Hvilket overskud af medmenneskelighed og næstekærlighed! Et sødt individ af menneskeslægten Teutonerne har doneret sin kontorstol til ældre, der kommer med deres affald og trænger til et lille hvil! Her kan de sidde og sunde sig med deres mobil og se billederne med børnebørnene.
Den slags containere har vi også haft her i 18 år. Jeg var med til at vedtage det i Århus Kommune sammen med arkitekt Pia Høst Larsen, som havde set systemet i Holland. Det var en lang kamp at få det igennem, og Pia døde kort efter den første container var sat op. Nu er hendes navn glemt, alle artiklerne om det findes ikke mere på nettet, skønt systemet fungerer i det meste af landet og har løst et stort problem i byerne.
Men det er bestemt ikke meningen, der skal står storskrald der. Containerne tømmes af ÉN skraldemand, som også kører bilen. Det gøres med en fjernbetjening, men når folk stiller deres skrammel der, kan containeren ikke tømmes. Der skal først ringes efter nogen med en storskraldsbil, til at fjerne det. Enhver der har set, hvordan skraldemanden arbejder, kan se det er umuligt, og alligevel sætter folk deres ting der igen og igen i stedet for at bestille afhentning af storskrald, som er så let som ingenting.