Coronakrisen lærte os danskere, at vi faktisk er bedre, end vi selv gik og troede. Vi viste nemlig det hensyn, at vi holdt afstand til hinanden, kun hostede i ærmet og ikke stimlede sammen for dermed at give de mest sårbare af os en chance for at overleve virus.
Kunne dette hensyn til hinanden eventuelt overføres til andre områder i dag?

 

I Rundkørsler, for eksempel

 

 

 

 

 

Rundkørsler er formentlig den mest nyttige trafikopfindelse, siden asfalt erstattede beton og brosten. Når de først er etablerede, koster de intet i daglig drift, når bortses fra almindelig pleje og omsorg. De sikrer en glidende trafikafvikling, der meget sjældent går galt.

I Danmark er det enkelt at køre ind i en rundkørsel, for det kan man kun, hvis der ikke kommer nogen fra venstre. Når du så er derinde, skal du blinke af i god tid, så alle andre kan se, at du nu skal dreje.

Det er netop problemet. Nogle har en uvane med først at slå blinklyset til, når man begynder at dreje på rattet. Og så er det for sent. Det skal naturligvis slås til, før man begynder at dreje, nemlig når man er ude for den næstsidste afkørsel, før man selv skal ud.

Hvorfor er det irriterende, at nogle bilister ikke blinker af i tide? Fordi de andre sidder og venter på at kunne køre ind i rundkørslen og naturligvis ser på, om ham, der kommer der, skal dreje fra eller ej. Nej, det skal han ikke, for han blinker ikke. Før han lige pludselig både blinker og drejer.

!!!!

Fire udråbstegn er erstatning for et par skældsord, der ikke egner sig til en pæn netavis som THY.pt. For man sidder der og raser, banker i rattet, sender langemænd af sted, råber en serie kraftudtryk fra nederste skuffe, men intet hjælper. Han er kørt og ser og hører sandsynligvis intet.

I dag har jeg på en enkelt tur fra rundkørsel til rundkørsel ad Østerbakken set en cyklist, der ikke gad række armen ud, selv om hun skulle til højre. Jeg ventede jo pænt, inden jeg selv skulle svinge, for hun skulle nok helt rundt. Men det skulle hun ikke.
Næste rundkørsel bød på en el-scooter, jeg tålmodigt ventede på, for jeg skulle til højre ad Fårtoftvej. Det viste sig, at det skulle han også. Men han gad heller ikke svinge højre arm ud.
På hjemvejen så jeg to bilister, der sådan helt pr. automatik satte blinklyset i gang, da de VAR begyndt at dreje ud af rundkørslen. Ja, men hvorfor gider I egentlig slå den til på det tidspunkt? Kan I ikke bare lade være? Det er jo åbenbart ikke hensynet til jeres medtrafikanter, der driver jeres højre pegefinger. Men min langemand må I sådan set godt få.

Og så er der dem, der kan finde ud af det.

 

En stor og dybfølt tak til alle jer, der blinker i tide, så afviklingen af trafikken går hurtigt og hensigtsmæssigt.

Så må vi bære over med den – måske noget ældre type -, der holder og venter før rundkørslen af angst for at køre for tidligt ind i den. Som ikke helt har forstået rundkørslens filosofi. Som er lidt nervøs for at køre for hurtigt ind. Som måske ikke helt kan bedømme afstand og fart. Fred med dig!

Og sende et muntert og anerkendende nik til den, der blinker til venstre inde i rundkørslen, fordi han altså skal et par afkørsler længere ind, før han skal dreje. God skik! Men det er så avanceret, at man næppe skal forvente at se det, før vi får en ny regering.

Færdselsregler

Generelt skal du følge disse grundregler ved kørsel i en rundkørsel:

  1. Fremkørsel mod rundkørslen skal ske med en passende lav hastighed – dvs. 20-30 km/t (samme hastighed gælder også inde i rundkørslen)
  2. Husk at orientere dig grundigt inden du kommer ind i rundkørslen
  3. Din placering afhænger af, hvor du skal dreje ud fra rundkørslen
  4. Tegngivning med blinklys i god tid, når du skal ud af rundkørslen. Slå blinkeren til, når du er ud for den næstsidste udkørsel før din. Orientér dig grundigt i spejle og ved at kigge dig over højre skulder, når du vil forlade rundkørslen.

 

Fremkørsel mod en rundkørsel

Fremkørslen skal ske med så lav hastighed, at du kan nå at overskue trafikken i rundkørslen, så du kan nå at stoppe helt for fra venstre kommende trafikanter.

Du kan fortsætte ind i rundkørslen uden at stoppe op, hvis du vurderer, at du ikke er til gene for den tværgående trafik.

NB! Husk, at du altid har ubetinget vigepligt – dvs. du må først køre ind i rundkørslen, når du ikke er til gene for den tværgående trafik. Her gælder højre almindelig vigepligt ikke i Danmark.

 

Placering

Din placering afhænger af, hvor du skal køre ud fra rundkørslen.

Hvis du skal ud ad 1. vej i rundkørslen…

Placering, orientering og tegngivning svarer helt til procedurerne ved et højresving i et vejkryds, når du skal ud af første vej (frakørsel) i rundkørslen.

Placér dig så langt til højre som overhovedet muligt og giv tegn med blinklyset på vej frem mod rundkørslen. Du skal blinke til højre under hele manøvren – dvs. under fremkørslen, videre inde i rundkørslen samt frakørslen ud ad 1. vej.

Husk at orientere dig, inden du kører ind i rundkørslen. Det samme gælder, når du forlader rundkørslen – også selvom du allerede er i den højre vognbane. Husk, at cykler og knallerter kan komme farende yderst i vognbanen, når du drejer. Derfor kig grundigt i spejle og drej hovedet over højre skulder pga. den blinde vinkel.

Hvis du skal ud af rundkørslen senere…

Mens der er enighed om proceduren ved første frakørsel, er der ingen konsensus blandt køresagkyndige, hvad angår placering i rundkørsler, hvis man vil ud af af 2. vej eller en senere frakørsel.

Hvor frakørsel ud ad 1. vej svarer til et ganske almindeligt højresving i et vejkryds, er der stor uenighed om, hvordan man skal placere sig i tosporede rundkørsler ved frakørsel senere end ad 1. vej.

Uenigheden skyldes, at ordet “rundkørsel” ikke er nævnt i Færdselsloven, hvilket giver mulighed for forskellige fortolkninger.

Da det er lettere at komme ud af rundkørslen, hvis man allerede befinder sig i den yderste vognbane (ligesom ved højresving i et almindeligt vejkryds), undlader mange trafikanter konsekvent at køre i den inderste vognbane længst til venstre i rundkørslen tæt på “midterøen”.

Hermed udnyttes rundkørslens kapacitet langt fra så optimalt som tiltænkt, hvilket sinker afviklingen af trafikken.