(Arthur og Bente er et ungt par, der lever i en kompromisfast verden. Hun kan ikke lide kager, så derfor spiser han heller ikke kager. Men.)

Tirsdage gik hun på kursus om eftermiddagen, og han sad hjemme og læste avisen.
Det var her, at han fik den geniale, men dog skæbnesvangre idé, at han jo lige kunne smutte forbi bageren og købe sig en af de forbudte kager, for eksempel en napoleonskage eller en jordbærkage med masser af marcipan og flødeskum, og fordi han løb en tur hver morgen, kunne han nemt holde den slanke linje.


Første gang han gjorde det, havde han det dårligt bagefter. Naturligvis. Uden at sige noget var han derfor meget tjenstvillig bagefter, faktisk så meget at hun så undrende på ham:
 “Er der noget galt, skat?”


Heldigvis forsvandt den der skyldfølelse ret hurtigt.

De næste mange gange gik uden nogen form for samvittighedskvaler. En serieforbryder glemmer hurtigt de enkelte gange, han har begået kagekriminalitet.

Maj gik, og juni kom. En tirsdag var han så heldig, at bageren havde udsalg, hvilket han følte, at han burde benytte sig af. Så ned i hans mappe strøg med lidt besvær både en jordbærchokoladekage, en hindbærsmaus, to marengs med chokolade og en lille, beskeden Sahra Bernard.

Hurtigt hjem, kaffen snorkede lystigt, og på det lille sofabord anrettede han herlighederne samt en madtallerken. Der skulle jo være plads til det hele! Han gned sig i hænderne, for han glædede sig reverenter talt temmelig meget!



Han havde lige fået sig sat, fået kaffen skænket op og sat kagegaflen i en god bid jordbærchokoladekage, da døren gik op ude i gangen:


“Hallo, skat, er du hjemme? Vi fik sørme tidligt fri i dag!”