CF-kasernen i Thisted 1973

Forestil dig at have overstået 10 månders CF-tjeneste i Thisted …

og vi skriver 25. januar 1973. Altså for 50 år siden. De unge værnepligtige går sent i seng aftenen inden fredagen, hvor de skal sige farvel til hinanden, til kasernen, til alle dem, der har kommanderet dem rundt i hele Thy, til de piger, de har mødt inde i byen på diskotek eller til enkebal på Hotel Phønix. Også vores helt, Manse, er helt blålilla i ansigtet af glæde over udsigten til at komme hjem til Padborg og bagefter til studierne i Århus.

Det bliver en kort nattesøvn, de får. Dels hamrer pulsen af sted, dels har de drukket rigeligt for at vande glæden godt, inden de møder op på kasernen, og dels er der en del afsluttende samtaler med hinanden.

Næste dag, altså fredag den 26. januar 1973, er der den sædvanlige morgenappel, og efter lidt pakken ting ned og en let frokost, går alle ikke-thyboer til stationen for at tage det gennemgående tog til København.

Undervejs viser det sig ganske overraskende, at en del af de unge nu stort set civile mænd har taget fødevarer med for at kunne holde den gående til den glædelige hjemkomst. Allerede i Struer er humøret steget i den grad, at de øvrige passagerer klager til togpersonalet. Fra Struer ringer stationsforstanderen, da toget er kørt, til kasernen i Holstebro.

Fødevarerne viser sig at være flydende, hvad?, sørme jo, og så må de ned.

Ved ankomsten til Holstebro er humøret hos de løsslupne unge mænd steget nogle grader. Pludselig spreder der sig en ro i hele togvognen, da et par granvoksne uniformerede mænd fra militærpolitiet hopper op i toget. Det hjælper, og de øvrige rejsende ånder lettet op. Indtil toget kører fra Holstebro. De unge løsslupne har nu helt glemt deres løfter om god opførsel til militærpolitiet.

I Vejle er humøret steget i den grad, at andre rejsende vælger at placere sig i sikkerhed i en anden vogn.

Da et par af de unge løver mere eller mindre umotiveret begynder st slås ligesom for at vise, hvad de har lært i Thisted, og der pludselig ryger noget i stykker på en sofa et andet sted, der er en larm og skrig og skrål og en smule maveaffald, der pludselig og uhæmmet vil op og ud, så ringer togpersonalet til politiet nord for Fredericia i samme by.

På Fredericia Banegård får disse brave unge mænd deres livs første banesår. Alle bliver anholdt og taget med på stationen til nødvendig afrusning og derefter en større skideballe samt brev hjem.

Men hvad søren? Den unge Manse bliver ikke arresteret. Det er derfor, han er vores helt. Og hvorfor så det?

Fordi han er faldet i søvn på toilettet. En meget kort nat uden megen søvn plus en hel del alkoholer har fået den unge mand til at opgive. Lige der siddende på togtoilettet. Så tænker man uvilkårligt: Han har været både søvnig og træt.

Han vågner et sted på Østfyn. I første omgang er han ked af at have misset toget til Padborg i Fredericia, og da han går tilbage, er alle kammeraterne borte. Det hele ser også noget medtaget ud, så han sætter sig et helt andet sted og kører med til København. Her er der en behjertet togfører, der fortæller ham, hvad der er sket i Fredericia.

Og så er hele historien ikke engang løgn.

 

Hvis du, kære læser, har været CF´er på kasernen i Thisted præcis på dette tidspunkt – og måske oven i købet har kørt med toget til København, vil redaktionen gerne formidle kontakt til “Manse”, der er et pseudonym! Skriv frisk!

Dragsbæk, ca. 1900, fjordpramme

Civilt Beskyttelses Udrykningskorps (CBU). og var oprettet af Indenrigsministeriet. I 1949 blev den første civilforsvarslov vedtaget og CBU-kolonnerne fik deres stadig mest brugte og velkendte trivialnavn civilforsvarskorpset eller kort CF-korpset. Flere centre blev oprettet, Dragsbæklejren i Thisted blev omdannet til CF-kaserne. Der ligger på dette tidspunkt CF-kaserner i Thisted, Herning, Haderslev, Middelfart, Roskilde, Næstved, Hillerød og Allinge.

Dragsbæklejren

Dragsbæklejren ligger i sydenden af Thisted, ud til Thisted Bredning, på et område som blev købt af Thisted Kommune i 1930 til rekreative formål, og fik da navnet Simons Bakker.

Under 2. verdenskrig blev den overtaget af tyskerne, der oprettede en base for vandflyvere, under navnet Seefliegerhorst Thisted. En attraplejr med nogle kasserede vandflyvere blev opført øst for Thisted. Formålet med dette anlæg var at få allierede flyvere til at angribe det værdiløse anlæg i stedet for det rigtige i Simons Bakker.

Efter krigen blev den omdannet til flygtningelejr; for det meste for baltere, polakker og hviderussere, men også jugoslaver, ukrainere, italienere og franskmænd.

Da der ikke længere var brug for den til flygtninge, overtog Civilforsvaret lejren; det var 15. december 1950.

Fra 1951 var den således hjemsted for Nordjyske CF-Kolonne, senere Beredskabscenter Nordjylland, der i 2002 tog navneændring til Beredskabsstyrelsen Nordjylland.

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.