Yngste elev, så blev man udsat for lidt af hvert, både det, som man skulle udsættes for ifølge elevplanerne, og så alt det, som ingen andre gad.
Det var en stille dag, de fleste af patienterne var på opvågningen, sengene var redt og der var ryddet op i skyllerummet.
Jeg havde fundet et roligt hjørne bag ved en skabslåge, lod som om jeg talte lagnerne, rettede dem ind efter kanten på hylderne og kunne så stå og tænke på mit eget.
Jeg skulle mødes med en af soldaterne nede fra kasernen, vi skulle i biografen, se ”Love Story” og hvem ved, hvad der så kan ske bagefter. Nå, soldaten var min fætter, men alligevel, jeg trængte til der skulle ske noget.

Hastige skridt kom nærmere og jeg trykkede mig ind i skabet. Det lød som Søster Helene, søstrene gik i rædselsfulde sko med en stålkant på hælen, så holdt skoen længere, sagde de.
– Nå der er De, ja man sagde De dengang, det savner jeg faktisk, det gav en afstand, irettesættelser lød ikke så slemme, når man var Des.
- De bliver nødt til at køre Hr. Jensen, lungen på stue 1 over på operationsstuen, alle vores portører er optaget, og lægerne står parat og venter. Kan De klare det, tror De?
Ja, det mente jeg nok og trillede afsted men Hr. Jensen, som var en nydelig mand, ikke helt ung, over 30 tror jeg, han skulle have foretaget en bronchoskopi, i fuld bedøvelse. Han havde fået præmedicin og var lidt vrøvlet, som nogen bliver. Hæmningerne forsvinder lidt.

Han var hyggelig at snakke med, men ikke så glad for undersøgelsen. Jeg prøvede at berolige ham med den smule viden, jeg havde om den, uden held. Faktisk lød det rædselsfuldt, få stukket et metalrør ned i lungerne, selv om man var bedøvet, så skulle der tages en vævsprøve og hvor ondt mon man har bagefter.
Nå, vi kom over i den anden fløj og skulle med den gamle elevator. Sådan en af træ, med et lille koøje i øjenhøjde. Den larmede og var langsom og der var lige akkurat plads til Jensens seng og så mig ved fodenden.

Det gav nogle voldsomme ryk og så krøb elevatoren langsom og knirkende opad, og så… så stod den stille. Helt stille.
- Hvad sker der, snøvlede Hr. Jensen, hvorfor går døren ikke op.
- Det gør den ikke, sagde jeg med rolig røst. Den er gået i stå midt mellem to etager, koøjet er helt nede ved gulvet, kan jeg se.
- Hvad? Hr. Jensen lænede sig ud over sengekanten. Hvad gør vi nu?
Det var et rigtig godt spørgsmål.
Jeg prøver at trykke på den røde HJÆLP knap, sagde jeg, det er vel det, den er der for. Jeg trykkede, der skete ingenting, så trykkede jeg på 4. sal, kælderen og hele rækken, der skete ikke en skid.
- Jeg synes ikke, De skal trykke på mere, sagde Jensen, det kortslutter bare, man må da opdage, at elevatoren ikke kører.
- Ja vi venter lidt, sagde jeg meget roligt, der kommer nok nogen, men det gjorde der ikke.
I min fantasi udpenslede jeg mig alle tænkelige scenarier, kortslutninger, der ville få elevatoren til at drøne ned i bunden, eller et kabel, som sad fast, så elevatoren ville hælde og hvad med Jensen og iaften og fætteren og…
- Ved De hvad, sagde Jensen, som hed Erik til fornavn, sæt dig op i fodenden så sidder du blødt, hvis vi falder ned. Han må have forestillet sig det samme.
Vi var blevet dus, det gør man når katastroferne vælter ned over en.
Det gjorde jeg så, og der sad jeg og rystede lidt og nu var det Erik, som var rolig. Men han var også ældre og småfuld af bedøvelsen.

Han fortalte om gården han kom fra, lillesøsteren som også ville være sygeplejerske og vi glemte helt at være bange, da det pludselig gav et voldsomt ryk, så vi stivnede begge to.
Det bankede på døren og noget råbte noget uforståeligt uden for. Jeg kravlede ned på gulvet og lagde mig udstrakt, så jeg kunne se ud af koøjet, hvor der stod en portør og grinede.
- Vil I have hjælp, råbte han?
- Nej råbte jeg tilbage, vi hygger os i Jensens seng. Det lød helt forkert, men vi kom til at grine, Erik og mig, så jeg satte mig op i sengen igen og ventede.

Jeg kan ikke sige, hvor lang tid der gik, længe tror jeg, før elevatoren knirkende satte i gang og vi kom på den næste etage, hvor en hel flok hvide og brune kitler stod udenfor.
En af portørerne tog sengen og jeg fulgte med ind på operationsstuen. Nu kunne jeg lige så godt få det hele med.
- Kittel og hue og overtrækssko her! sagde en af lægerne, du vil vel gerne se med? Jeg skal lige bemærke, at nogle af de yngre læger ikke gik så højt op i det der med De og du. Det skyldes måske også, at vi tit snakkede med dem, når vi gik ned og badede i Lillebælt om aftenen, i mørket er alle katte grå, som man siger.
Jo, mig og Jensen måtte hellere følges ad. Jeg sendte ham et beroligende blik, da han fik masken.
- Jeg venter og kører med tilbage, fik jeg sagt, før hans øjne svømmede hen og de lagde tuben ned. De var flere som skulle kigge ned i bronchoskopet, jeg ventede pænt og stille i et hjørne.
- Vil du ikke se, sagde en af lægerne. Jo det ville jeg da, ikke fordi der var andet end røde slimhinder, men så havde jeg da set det.
- Sidste mand tager røret op, lød det og til min rædsel var det mig. Alle var gået ud af stuen, troede jeg, men gudskelov, der sad en narkoselæge godt gemt væk, så jeg slap.

Jeg kan ikke huske, hvad de fik ud af undersøgelsen, men jeg og Jensen, som jeg nu kaldte Erik, når vi var alene, havde noget sammen. Vi havde oplevet det, de fleste har mareridt om, at sidde fast i en elevator og ikke alle kunne være så heldige at have en seng med.
Min fætter kunne ikke forstå, at det skulle være så slemt at sidde fast i en elevator, men hvad ved soldater om det. De skal jo bare i krig.