En vindstille sommeraften brølede og brusede havet så meget, at det var svært at få ørenlyd. Et fænomen, der opstår, når en storm på havet i løbet af kort tid lægger sig, mens havet stadigvæk er i skummende oprør.
Min bror og jeg var på besøg hos onkel Johannes i Klitmøller. Johannes var skomager og var meget optaget af ny teknologi, videnskab og motorkøretøjer. Han havde i mange år drømt om at skifte sin røvskubber ud med en Vespascooter. En røvskubber er en cykel med en lille motor på bagagebæreren. Den kræver ikke kørekort i modsætning til Vespaen. Så i en høj alder tog han kørekort.
En dag tog han os med ind i et hønsehus, hvor den funklende nye Vespa stod. Han startede motoren og gassede op, mens han stolt så os i øjnene gennem en benzinduftende røgsky. Han tilbød os en tur.
Først kørte han af sted med mig, så jeg som den mindste kunne cykle i forvejen og på den måde blive indhentet af min storebror, så vi kunne cykle sammen resten af vejen.
Mørket var så småt ved at falde på, da jeg hørte en ambulance i det fjerne. Den kom nærmere og nærmere. Idet den passerede mig, måtte jeg stå af cyklen. Mine ben kunne ikke bære mig. Jeg var så nervøs og rystet, at jeg i buldrende mørke måtte trække cyklen de sidste fire kilometer.
Idet jeg stillede cyklen i cykelstativet, kom min mor ud indefra naboen, borgmester Christian Iversen og frue, som var de eneste i kvarteret, der havde telefon. Mit hjerte hamrede, da jeg så hende gå ned af trapperne. Jeg sagde til hende, at hun ikke behøvede at fortælle, hvad der var sket.
I et sving ved indkørslen til Klitmøller fik min onkel en absence og kørte lige ud med det resultat, at scooteren fløj hen over en grøft og landede på trappen uden for min grandonkels købmandsbutik. Min bror fløj bogstavelig talt af sted på røv og albuer. Han kurede henover grus og tørt marehalm gennem et råddent stakit og landede til sidst inde i køkkenhavens brombærkrat. Der gik hul på hans albueled i en grad, så en knogle var blevet synlig.
Min onkel blev kørt på Thisted Sygehus. Dog blev han udskrevet et par dage efter. Det sidste, jeg husker om ulykken, var en blikspand med rødt vand, hvor min onkels tøj lå i.
Johannes, som var ekstrem indremissionsk, mente, at Gud havde holdt hånden over de to. Måske havde han ret?

Efter et FDF-møde i Missionshuset i Thisted cyklede jeg over til min morfar og mormor. De havde lige solgt deres farvehandel, Peter Morell Mølgårds Farvehandel i Vestergade 40-42 og var flyttet til en lejlighed omme i Kongensgade 6.
Min mormor kom mig i møde og sagde ”Jamen er det dig, Jan?” Det spurgte hun sjovt nok om, selv om hun selvfølgelig godt vidste, hvad jeg hed.
Hun vidste, at min livret var og fandt den hjemmelavede tykmælk frem. Den var lavet af uhomogeniseret sødmælk, der var på nippet til at blive for gammel. At mælken var uhomogeniseret betød, at fløden lå sig øverst på tallerkenen. Oven på fløden voksede der grønt mug, som penicillin var fremstillet af. Min mormor sagde, at mug var meget sundt og fandt et glas mørk sirup frem.
Dengang i 1950’erne og 60’erne havde kun ganske få hjem i Thisted anskaffet sig et køleskab. Køleskabe var dengang for de flestes vedkommende alt for dyrt. Det var det også for min bedsteforældre, men de havde et stort og grønt isskab, som blev kølet ned ved hjælp af is, som man købte på den anden side af vejen i ismejeriet. En stor, aflang blok is blev lagt op på disken, hvor fru Nielsen hakkede den i stykker med en isøkse. Når jeg kunne komme til det, hentede jeg isen hos fru Nielsen, hvis man var mælkemand.
Da jeg kom tilbage med isen, kom der nogle mærkelige lyde inde fra stuen. Jeg gik derind og så, at min morfar sad med det store, højre øre næsten helt inde i radioen, som skrattede og hylede. I venstre hånd havde han en kæmpe cigar. Han var så optaget af radioen, at han glemte at suge i den, så den var gået ud. Nu drejede han på en knap, som fik radioen til at hyle og skratte endnu mere. Jeg ville vide, hvorfor radioen hylede og skrattede. Schyyyh, sagde min morfar på jysk uden at se på mig ”Di slåes i Jetman”.
Ude i det lille køkken var min mormor færdig med at vaske op. ”Ak ja, Jan. Nu bliver der nok krig i Vietnam. Hun sukkede dybt og så mig i øjnene. Mit hjerte bankede hårdt og jeg trak vejret hurtigere og hurtigere.
Vi fik først fjernsyn mange år senere, så jeg havde aldrig set hvordan en krig foregik.
Det var ved at blive mørkt, da jeg begyndte at cykle hjemad. Oplysningen af vejen var sparsom. Kun en lille pære med hvid glasskærm sad på telefonpælene. De stod så langt fra hinanden, at gaden var mørk det meste af vejen.
Pludselig begyndte mine ben at ryste under mig. Det svimlede for mig, så jeg næsten faldt af cyklen. Det sidste stykke vej op ad Møllevej kunne jeg simpelthen ikke cykle og måtte med besvær trække cyklen hele vejen hjem.
Den nat havde jeg et mareridt. Et enormt luftfartøj dækkede hele himlen, så det blev fuldstændig mørkt, Det gled langsomt og lydløst hen over vores hus. Jeg vågnede og opdagede, at det heldigvis blot var en tolv-årig drengs onde drøm. Nogle år senere gik det op for mig, at det var den 12. oktober 1962, hvor verden stod på randen af en atomkrig. Med Cubakrisen tabte jeg min uskyld og forstod, at det onde i højere grad end jeg troede var til stede i verden. Også i min lille verden udenfor lands lov og ret i Thy.