Skroget vil vide noget mere om skudefarten til Sydnorge.
Jo. ser du, der er kun 55 sømil til Arendal, som er den havneby, der ligger tættest på Klitmøller. I magsvejr varer turen ikke mere end 16 timer derop og hjem igen. Flere fiskere har opgivet fiskeriet, fordi udkommet ved skudefarten er dobbelt så stort, men når der er mange fisk, bliver nogle af dem hjemme for at fiske, men også fordi børnene savner deres far.
Skroget er nysgerrig og skipper Brandi vil meget gerne fortælle. Han er tydeligvis stolt af sig selv og hans måde at skaffe føden på. Især hans generøsitet overfor de fattige enker, får ham til at rette ryggen og skule lidt til siden med en slet skjult stolthed.
En sommerdags morgen blæser det op fra en nordnordvestlig retning.
Fem skuder er på vej mod Klitmøller med skibene fuldt lastet med træ. Vindens retning betyder, at de store søer ikke skyller i land på Norges østkyst, men løber sig større og større direkte ned mod Nordvestjyllands kyster. Ved roret på skuden står Skroget, som nu er blevet skipper på sin egen skude. Han har fået bygget en ny og langt større skude for den sum, han på blot et år har tjent på skudefarten. De seks andre skudeskippere tjener kun en tredjedel af hvad Skroget gør.
Blæsten er yderligere taget til i styrke. Skroget overraskes pludselig bagfra af en så kaldt forkert sø, en særlig høj bølge, som opstår en gang imellem. Skuden ligger nu på langs af søerne, som tager bråd på skibssiden. Det er som om havet ikke vil give slip på skuden. Masten knækker og skuden vælter.
Ingen har siden set hverken skude eller besætning siden. Vinden døde hen sent om aftenen. Et par dage efter ulykken finder skipper Brandi Skrogets bedste ven, Johannes liggende livløs på stranden i nærheden af ladepladsen. Han prøver at vække ham til live. Men forgæves. Da Skroget fik nys om tabet af sin bedste ven, mørknedes hans ansigt.
I Vester Vandet Kirke står pastor Peder Kristensen på prædikestolen og fordømmer den druknede Johannes, som han hævder var vantro og aldrig havde vist sig i kirken. Skroget raser over den gamle præst. Allermest havde han lyst til at kvæle ham, men den ulykkelige og angrende Skroget styrer sine voldsomme kræfter. Organisten er knap nok færdig med at spille postludiet, da skudeskipperen kanter sig ud af kirken for at modtage den mest forbandede satan, han endnu havde mødt i sit liv. Da den hellige og hellige pastor kommer ud fra våbenhuset, står Skroget parat. Han udnytter sin forkølelse og suger gennem næsen spyt og grønt slim ned i mundhulen. Man kan se på hans gumlebevægelser, at han er ved at samle snotklatten. Han suger endnu en grøn klat ned i munden. Den sorte præstekjole viser sig i døren. Skroget bevæger sig nu med tunge og dramatiske skridt hen mod den selvsmagende pastor. Han trækker vejret dybt, sætter kurs med mod målet og placerer den grønne og slibrige masse mellem pastor Kristensens kolde øjne. De kolde øjne står i skarp kontrast til den varme og kulende skyfrie sommerdag.
Ulykken har medført, at der nu kun bor fire tidligere daglejere i hytten ved havet. De sætter sig på et par vind – og sandslebne grå bænke på foranledning af den sørgende Skroget, som spiller en svensk melodi i moll. Ingen synger med denne gang. Alle sidder tungt på bænken og glor tomt ned i det fygende sand. Ingen ymter et eneste ord om Johannes’ tragiske skæbne. Skroget lægger skalmejen og finder brændevinen frem. Ingen af dem bliver fulde. Nu deler de minderne om Johannes og hans vovemod, gåpåmod og lyssind. Minderne vælder frem og der bliver grinet og grædt. Der bliver skoggerleet af Skrogets søde hævn over den indremissionske og ukristelige præst.
En knøs kigger på Skroget og mener, at han må finde sig en kvinde, så der bliver mere end et skrog i byen. Skroget klukker hjerteligt og mumler noget om hvor svært det kan blive at vælge mellem alle de enker.
Den nybagte skudeskipper lytter til knøsens forslag, rejser sig, forlader selskabet og afsende et skælmskt smil til knøsen. Og med et jeg gakker ud og gør, som du siger, kære ven. Han føg ud af døren.
Skipper Brandi og Skroget går godt i spænd og beslutter en sen aften at slå pjalterne sammen. Ideen skulle vise sig at bære frugt. Der skulle ikke gå længe før skudefarten havde forbedret de for mange usle levevilkår. Især Brandi og Skroget klarede sig godt. De delte rundhåndet ud af udkommet. Han betænkte især de fattige enker og betalte for opførelsen af et forsamlingshus tæt på havet.
Skroget selv havde med naboers hjælp bygget et noget større træhus. Materialerne havde han naturligvis selv fragtet hjem fra Sydnorge. I huset var der så rigeligt plads til familien, som foreløbigt foruden moderen Petrine og Skroget talte seks sunde og raske børn i alderen et til syv år og moderen. I byen var der nu ti husstande med godt 100 beboere.
Det 17. århundrede lakker mod enden og det 18. århundrede vil gerne ind i varmen. Det skulle vise sig, at det lykkedes.

De forcerer de høje klitter og går direkte ned til havet, hvor de smider deres klæder i sandet og springer råbende i. Vinden holder tyst sit vejr, og der er kun små efterdønninger og krusninger på havet, så de giver sig tid til at skylle den ramme lugt af sved og skidt af sig. De henter deres tøj og skyller det grundigt i det salte, rensende havvand. Skalmejen får dem til at danse og råbe ad bølgerne. Men nu breder der sig alligevel en vis skepsis. Skroget kunne godt være urealistisk. En drømmer er han. På godt og ondt. Kunne de virkelig finde arbejde?
Længere henne ad stranden ligger fem store både med rebede sejl.
Et sejlskib dukker i disen. Der er hård vind fra nordvest, så fartøjet nærmer sig med stor fart stranden. De står i en række og har placeret hånden over øjnene for at skygge for den stærke sol, der spejler sig i havet. De fem går et par meter længere ned mod brændingen i den tro, at de tydeligere i deres iver for bedre at kunne se det mærkelige fartøj, som med stor fart har kurs direkte mod dem. De ser lidt rådvilde på hinanden. Måske er besætningen fjendtligt indstillet overfor fremmede. Eller måske skipperen er faldet i søvn. Skibet krænger fra side til side og på et tidspunkt er det helt skjult af en bølgetop. Den ser nu ud til at ville kæntre, men retter sig langsomt og sikkert op hver gang. De ser at to mænd nu griber årerne og ror til for fuld kraft, så skibet sejler endnu hurtigere. Fartøjet, en sandskude, er ikke mange meter fra brændingen og strander så direkte på sandet med et brag og en skurren. Fortsætter så ti meter op igennem sandet, indtil det falder til ro i det bløde sand. Sammenstødet med store sten, sand og grus er så voldsomt, at en snes træstammer ruller overbord. Fire mænd med lærredsdragt, sydvest og store træskostøvler hopper ned på sandet. De fem nysgerrige daglejere trækker sig lidt tilbage, som køer gør, når de bliver skeptiske ved situationen, hvis ukendte mennesker kommer for tæt på deres domæne.
Ned ad Karbak, som er den største klit i området, kommer nu en stor flok velvoksne unge mænd løbende. Daglejerne aner ikke hvad der foregår. Flokken taler meget højt til hinanden i et forsøg på for at overdøve vestenvindens susen og havets brus. De fem kender ikke sproget, men Skroget mener nu nok, at de taler engelsk eller irsk og går hen for at hilse på de indfødte. En af dem kigger et øjeblik op, men vender hurtigt blikket den anden vej.
Den store flok mænd omringer båden. Seks mand stiller sig agter. Andre seks placerer sig ved stævnen og finder et tov ombord. De fastgør tovet og tager ved, mens de råber taktfast. Det er et signal til, at alle nu må tage hårdere fat. Båden begynder i små ryk langsomt at bevæge sig længere op på stranden. På hver side lægger ti mand ryggen op ad siden på det tunge fartøj. Det får båden til at vippe frem og tilbage, så det bliver nemmere at skubbe og trække. Efter en lille times hårdt arbejde ligger skibet nu helt oppe under den store klit. De toogtredive mand og besætningen på fire er trætte. Efter så lang tid på søen, føles det, selv om de nu har fast grund under fødderne, som om de stadigvæk sejler.
De sætter sig i læ mellem klitten og skibet. De fem daglejere er lidt rådvilde. Skroget tænker og tænker og griber så ud efter skalmejen og en pæl brændevin, som han rækker over til ham, der ligner en skipper mest. Det skulle vise sig at være et klogt træk.
Bag skipperens vejrbidte ansigt viser sig et lille smil. Han præsenterer sig som skipper Brandi og peger så på instrumentet med en slet skjult hentydning til at Skroget skal spille på det mærkelige instrument. Skroget giver tegn til sine venner, som lidt kejtet og forsigtigt bevæger sig hen mod Brandi. Der bliver spillet og sunget og drukket. Skipper Brandi henter et par flasker brændevin i bunden af skibet. Blandt den store flok af hjælpere befinder der sig en, der virkelig kan synge. De andre kan godt lide at synge og synger for fulde hals. Samværet, vejret og brændevinen gør sit til at stemningen bliver løftet en hel del.
Skroget måtte indrømme, at han tog fejl. Der bliver ikke talt engelsk, men vestjysk, som faktisk minder en del om engelsk, fordi de nordvestjyske vikinger mange gange har hærget i England og Irland. A grusom host hedder på thybomål en grusom host. En kost hedder i Thy en liem. Det hedder den også i Irland og i dele af England, beretter Brandi.
De fem er nysgerrige og vil vide noget om skibet. Skipper Brandi fortæller, at det drejer sig om en sandskude. Den er klinkbygget fordi klinkbyggede både meget bedre kan holde til den voldsomme kollision med store sten og grus. Den er meget bred, så den kan laste mere træ. Og så stikker den kun godt en meter for at kunne lande på sandet ved ladningspladsen. Vi har jo ikke en havn på den jyske vestkyst, så vi må, som I kunne se, strande direkte på sandet.
De fem daglejere er noget overrasket over, at sandskuden var kommet sejlende helt fra Norge. Skipper kan godt lide at fortælle og snakker videre. I Norge er der hungersnød, men der er flere træer end de selv har brug for. Så vi sejler til Arendal og Kristiansand med flæsk, saltet kød, ærter og især korn.
Når brændingen bliver for voldsom og brådsøerne truer med at vælte skuden, bruger vi for en sikkerheds skyld en mindre skibningsbåd, så vi kan flytte lasten over i skuden ad flere omgange.
Vi har for en måned siden mistet tre skuder og tolv mand, som tilsammen havde to snese børn. Det er mange munde at mætte, men vi hjælper hinanden så godt vi kan.