Den nye købmand på 11 år

Da jeg var 11 år gammel, sagde min mor mange gange til mig, at jeg var den af hendes drenge der havde de smukkeste ben. Det havde jeg nu aldrig tænkt på selv. Mine brødre fik aldrig at vide hvad hun havde sagt til mig.
En gang vi havde sat os ved bordet hos mine mostre og min onkel i Klitmøller, sagde mine grandmostre altid tak til Gud for alle de gode gaver der kommer oven ned. Mine mostre sagde tit, at jeg kun var skind og ben. Vi skal ha spist op, sagde hun og sænkede hovedet lidt, så hun kunne se mig uden at kigge på mig gennem brillerne. Jeg blev glad da hun sagde, at alle frikadellerne var gratis. Jeg vidste godt hvad det betød, og hun vidste godt, at jeg også vidste, hvad det betød.
Der stod næsten altid fisk på bordet. De fik dem nemlig gratis, fordi deres brødre alle var fiskere.
Nu kom min onkel ind ude fra købmandsforretningen. Han havde haft travlt. Da han gik forbi mig, nappede han to frikadeller og uglede mit hår. Nå din bette ski. Vi skal en slaw ludo, når a har ædt. Så stoppede han begge mine frikadeller i munden og klukkede af grin.
Min onkel var efterhånden blevet gammel. En dag da han stod og ekspederede Adolfine, lagde han en hånd på brystet og så meget bleg ud. Inden han gik ind i stuen, forærede han mig sin flotte, sorte Parker-fyldepen med guldkanter og sagde, at nu var jeg hans venstre hånd. Jeg blev meget stolt og glad ved tanken om, at jeg en skønne dag skulle blive den ny købmand.

Adolfine og mælkemanden

Jeg lænede mig hen over bordet, og lagde min venstre arm på disken og på højre side den flotte fyldepen ved min højre hånd. Det var som om jeg lige pludselig blev voksen. Jeg prøvede at stå ligesom min onkel altid gjorde, når han ekspederede Adolfine, som vi kaldte Alfine, var nok det laveste menneske i Klitmøller og så havde hun briller, som lignede to af mine forstørrelsesglas. Hver gang hun sagde noget, snøftede hun ligesom en gris og kiggede op på mig. Et kvart pund kaffe – snøft – og fem Eifel – snøft. Hun pegede på kontobogen, hvor der foroven stod dato og årstal. Hun sagde ikke noget, men rystede på hovedet og pegede på årstallet. Så så jeg, at jeg havde skrevet 1959. Det var godt nok mærkeligt at skrive 1960. Det tal havde jeg aldrig skrevet før.
Da jeg kom ind i privaten, fortalte jeg min onkel om min fejl, hoppede han op og ned i stolen, mens han grinede så meget, at hans kunstige tænder faldt ned i suppen..
Jeg spurgte ham engang, hvor gammel han var. Nåee, det vil du gerne vide. Du er dagens mand i skysovs, bette ski. Man er gammel, når man ikke længere sover med sine tænder i munden. Jeg synes nu ikke, det var sjovt, men min onkel hoppede igen op og ned i stolen.
Min onkel hed onkel Bach. Jeg kunne overhovedet ikke forstå. Han hed jo Theodor til fornavn. Selv om onkel Bach var gammel, sagde han mange sjove ting. En dag kom en mand ind i butikken for at aflevere en masse mælk. Han sagde ikke et ord, men han hviskede alligevel farvel så stille, at jeg troede, at han var ked af noget.
Da han forsigtigt lukkede døren, sagde min onkel Bach, at han da i det mindste kunne slå en bette skiched, ”så vi ku høer, te dær wa lyw i ham”.
Det synes jeg godt nok var sjovt og grinede meget. Onkel Bachs mave hoppede op og ned.

Klitmøller-Kærligheden

Min mor fortalte mig engang, at onkel Bach og hans kone, Helga, ikke kunne få børn, og at den kærlighed de ikke kunne give deres børn, gav de til os fem søskende. Så nu forstod jeg bedre, hvorfor de var så kærlige mod mig. Jeg følte mig hjemme hos dem. Et hjem er der, hvor man må prutte, hørte jeg engang en sige i radioen. Jeg skal da lige love for, at jeg følte mig hjemme i Klitmøller.
Hjemme følte jeg også ved juletid. Vi fejrede jul to gange og fik også gaver to gange, fordi vi holdt den ene juleaften hjemme i Thisted og dagen efter i Klitmøller. Juletræet stod i forretningen og havde masser af pynt og papirhjerter med masser af slik i.
Noget, jeg aldrig havde set, var, at lysene havde mange forskellige farver. Der var røde, der var grønne, der var blå, der var lyserøde, nogle gule, nogle appelsinfarvet og nogle, der var lilla. Det var spændende og var en af grundene til, at jeg elskede jul. Det er nu pænest med hvide lys, sagde min mor hvert eneste år.

Hr og fru læge Larsen

Med min løn 5 kroner og en plade alt for gammel og grå chokolade i lommen kørte jeg med rutebilen hjem til Thisted. Min mor hentede mig og min skoletaske på rutebilstationen. Da vi kom gående på fortovet, tog min mor pludselig et lommetørklæde op af frakkelommen. Hun skulle ikke pudse næse, men spyttede på lommetørklædet, vaskede mig i irriterende i hovedet og sagde, at jeg skulle huske at bukke og hilse pænt på hr og fru doktor Prior Larsen. De er nogle af de allerfineste og mest velhavende borgere i Thisted. Da jeg spurgte om, hvorfor jeg ikke skulle bukke og hilse pænt på vores mælkemand, svarede hun, at det gør man bare. Vores mælkemand er da også rig, sagde jeg og fortalte min mor, at han havde tre guldringe på venstre hånd og en på den anden. Vi snakkede ikke mere sammen på den tur. Min mor lavede alligevel kakao med flødeskum til mig, da vi kom hjem.