En anden dag, mens jeg sad i kirken, så jeg en masse piger og drenge, som alle havde det samme tøj på. Så kom nogle af de store drenge med nogle store røde flag. Jeg blev bange og hoppede op i luften og min far vågnede, da orglet begyndte at spille. Alle de andre rejste sig. Jeg tænkte, at det skulle jeg nok også, så det gjorde jeg så. Lige ved siden af mig stod der en af de store drenge med et flag. Han så mærkelig ud i hovedet. Han var helt hvid i hovedet lige som morfars duer. Så væltede det røde flag, fordi han skulle bruge begge hænder til noget andet. Han sagde en mærkelig lyd, og så kastede han op og ned i hænderne. Meget af det, han kastede op, faldt ned på hans tøj. Nu løb han ned til udgangen, og døren smækkede i med et stort brag. Hvorfor kastede han op, ville jeg vide. Jeg tror, jeg kom til at sige det lidt for højt, for min mor tog mig hårdt i armen og sagde, at jeg skulle tie stille. Hvis det skal være på den måde, ville jeg aldrig mere kunne gå med i kirke. Aldrig. Basta.
På vejen hjem sagde min far, at FDF’eren var meget nervøs, fordi der var så mange, der kiggede på ham, og fordi han ikke en gang måtte sige noget til ham, der stod ved siden af. Min far sagde til mig, at det var noget pjat, at man slet ikke måtte sige noget som helst. Kun den store præst måtte sige noget. Han råbte endda. Og ikke en gang til ens far og mor. Jeg ville heller aldrig være FDF’er. Basta.
En dag så jeg at, min mor stod og smurte en mellemmad med leverpostej og en ost, der lugtede ligesom tis. Hun blev ved og ved med at lave madder Jeg har aldrig set hende smøre så mange. Jeg spurgte, hvorfor min storebror skulle have så stor en madpakke med i skole.
Bagefter hældte hun noget meget varmt, der var så varmt, at det røg, ned i en spand. Jeg var engang på besøg på en bondegård. Inde i stalden så jeg bondemand hælde noget mælk ned i en spand. Han lavede mælken ved at rykke i en hvid og sort kos lange og lyserøde patter. Den lille spand lignede de store spande, som mælkemanden hver dag kørte til mejeriet med.
Min mor fortalte, at der i den lille spand var varm suppe til herr og fru Jacobsen i den anden ende i Thisted. Min mor sagde ja, da jeg spurgte, om jeg måtte komme med, fordi jeg lige havde lært at cykle.
Herr og fru Jacobsen boede i et langt hus, hvor der boede hundrede andre. Jeg bar den lille spand. Hjemme hos os lugtede det så dejligt af af kaffe, sæbe og sådan noget, jeg kom i hovedet hver morgen. Da vi lukkede op, var jeg lige ved at kaste op. På gulvet lå der nogle gamle aviser og nogle hullede tæpper, som slet ikke lignede de flotte tæpper, som min far solgte til byens spidser. Byens spidser vidste jeg ikke, hvad var.
I en kæmpe seng lå der en gammel dame. Hun lå godt nok ikke rigtig ned, men hun sad heller ikke op. Jeg forstod ikke, hvorfor hun havde en stor hue på. Det var nu også lige meget, for jeg fik øje på en mand, som sad i en mærkelig stol. Hun cyklede hen til os på en cykel, han kunne sidde i. Han brugte hænderne i stedet for fødderne. Mærkeligt, for der var en kæde uden kædeskærm på som på min cykel. Herr Jacobsen havde nogle briller, som jeg aldrig har set mage til. Jeg kunne næsten ikke se hans øjne, fordi brillerne var helt gule.
Min mor hældte suppe op i to tallerkener. Herr Jacobsen skyndte sig at spise. Hans hænder rystede så meget, at meget af suppen løb ned på hans bukser. Han skyndte sig så meget, at det meste af suppen ikke kom ind i munden, men ned på hans bukser.
Hjemme hos os er der altid varmt. Osse om vinteren. Men hos Jacobsens var der meget koldt. Så sagde min mor god dag til herr og fru Jacobsen, at de skulle ha en god dag.
Der var meget varmt, da vi kom ud af huset. Vi cyklede hjem. Nu måtte jeg have en forklaring på, hvor de absolut skulle spise vores vores mad og ikke deres egen.

"Det er,  fordi Jacobsens er meget fattige og ikke altid har råd til at købe mad. Det er vigtigt, at man hjælper de mennesker, som ikke kan klare sig selv. Husk det, når du bliver stor."

Det varer godt nok længe, når jeg kun er 8.

Mine forældre blev gift lørdag d.12.februar 1939 i Thisted Kirke, som er en af de smukkeste bykirker i Danmark; den står for mig som noget ganske særligt. Ikke at jeg lyttede til prædikener og oplæsninger af skriftsteder. Men i kirken var der meget andet, der interesserede mig.
Mærkelige begivenheder fandt sted i 1950’erne og i begyndelsen af 1960’erne.
I kirken skulle vi altid sidde musestille. Det, syntes jeg, godt var svært, og en gang imellem skubbede min mor til mig med sin venstre skulder og anbragte sin højre pegefinger på munden. Min far sad helt stille. En dag faldt han i søvn, og han sov lige til gudstjenesten var ved at være forbi. Pludselig eksploderede orglet med den skønneste musik. Min far fløj op med et brøl, så de andre kom til at fnise. Da vi kom hjem, grinede vi alle sammen i lang tid.
Den eneste, der måtte tale, var ham, der stod helt oppe ved loftet. Han havde noget mærkeligt tøj på. En stor, sort kjole og med en hvid tallerken om. Han stod og gyngede og råbte meget højt, indtil han fik øje på en dreng, der sad fast i gelænderet imellem to træstolper. En anden mand i sort tøj og hvidt slips gik ud af kirken og kom tilbage med en sav. Forsigtigt begyndte han at save meget forsigtigt. Der gik lang tid,  inden den lille dreng fik sit hoved ud. Folk kunne ikke være helt stille og begyndte at tale sammen, indtil ham i kjolen begyndte at råbe igen.
Mine ældste søskende var lige gamle. Jeg havde hørt, at den ene blev født en time før den anden. En søndag morgen stod vi alle tidligt op, fordi vi skulle have det pæneste tøj på. Men min storsøster og storbror skulle have det allerfineste og nyeste tøj på. Min søster fik en snehvid kjole på og min bror en kulsort jakke og lige så sorte bukser på.
De tog af sted før os andre. Da vi kom ind i kirken, var der er ikke mange siddepladser tilbage. Det gav et hop i mig, da orgelbruset begyndte og alle rejste sig. Dørene gik op og ind kom et mylder af høje piger og lave drenge. Min far tog med det samme sit hvide lommetørklæde op og tørrede øjnene, mens min mor tog fat i hans ene hånd. Min søster og min bror skulle helt oppe i den anden ende af, hvor orglet var. Min far sagde, at de skulle komneres eller sådan noget. De stod allesammen med ryggen til os. Så så jeg noget meget mærkeligt, som jeg aldrig nogensinde havde set. På det mørkebrune, blanke gulv lå der en vandpyt, der hvor en af pigerne stod. Se der, mor. Hvad er det, ville jeg vide. Hun svarede ikke, men sagde syyhh.

Min far kunne andet end at prutte. Han kunne sælge maling, som han selv lavede. En dag så jeg, at han kom noget pulver, der var gul. Så puttede han rødt pulver i. Jeg kunne ikke forstå, at han blandede to farver sammen. Jeg spurgte hvorfor. Han ville vente lidt med at fortælle hvorfor og gik ud på lageret. Jeg kunne ikke vente og skulle lige til at kigge ned i dåsen, da han kom hen til disken. Min far åbnede dåsen med en lille saks, som han altid havde i en lomme på den hvide kittel. Nu skal du bare se, mester. Han skubbede en skammel hen til mig. Jeg hoppede op på en skamlen. Ud af dåsen kom der noget, der lignede olie. Jeg ville vide, hvad det var. Det hedder linolie, som jeg nu hælder ned i pulveret, forklarede han. Han tog en træpind, der lignede min lineal. Han begyndte røre rundt. Jeg gjorde mig større ved stå på tæerne. Pludselig skiftede farven til en appelsinfarve. Den røde og den gule farve var væk. Jeg tænkte, så det knagede i mit hoved og spurgte ham, om han ville røre den anden vej, så de gule og røde farver kom tilbage. Min far grinede så højt, at han slog en prut, mens han fortalte, at den nye farve hed orange. Det forstod jeg ikke noget af.

Hele familien kørte med rutebilen til Klitmøller. På turen bestemte, at jeg gerne ville være rutebilchauffør, når jeg blev voksen. Den bedste og sødeste chauffør var Karl Ejler. Når jeg kørte alene med rutebilen, spurgte han mig hver gang, om jeg ikke ville sidde op ved siden af ham. Han var flink og havde et flot, sort hår. Øv. Jeg havde ønsket sådan et hår i stedet for et kedeligt og helt hvidt hår.
Da rutebilen holdt ud for min farfars hus, så jeg, at der stod en slags telt. Det stormede meget, og jeg tænkte på, om det kunne flyve væk, men det gjorde det ikke, fordi der var nogle tykke snore med pløkke så store som en kost. Vi gik alle sammen ind i huset, hvor min farfars husbestyrerinde stod klar med sodavand og nogle store småkager. De voksne drak kaffe fra en flaske, som stod på bordet. Nu skulle vi ind i teltet, som gyngede i blæsten. Næsten alle de andre gik stille ind, og min far tog sin alpehue af, mens han hviskede til mig, et teltet hed et kapel. Da jeg kom ind, så jeg en hvid kiste uden låg. Og der lå min farfar med foldede hænder. Jeg kunne næsten ikke kende ham, fordi han ikke mere havde rynker i hovedet. Godt det ikke er min kære due, som lå der, tænkte jeg. Jeg syntes, det var hyggeligt, at hele min familie var samlet, uden der blev sagt en lyd. Når vi ellers var sammen, talte vi så højt, at ingen kunne høre, hvad der blev sagt. Den eneste, der larmede var teltet. Det suste for mine ører, når kapellet gyngede i stormen. Det var koldt, men det gjorde ikke noget, for det duftede så dejligt af juletræer. Jeg gik hen til kisten for se den døde.
Hold da op, hvor min farfar lugtede lige så godt som et bolsje, som jeg engang fik af min onkel.

 

(Afsluttes i morgen)

Vi, der boede tæt på skolen, måtte ikke parkere cyklen i skolegården.
Min bedste ven, Karl den store, boede lige ovre på den anden side af vejen, måtte godt parkere i skolens cykelskure. Men jeg regnede ud, at jeg da godt måtte parkere min cykel i mine bedsteforældres baggård. De boede næsten lige ved siden af skolen.
En dag, da jeg var ved at trække cyklen ud på vejen, stod min mormor i vinduet og kaldte.
Jeg håbede, at jeg skulle spise hjemlavet tykmælk. Der stod en stor stak af dybe tallerkener, som skiftevis vendte den ene og den anden side op, så det ikke fyldte for meget op på det lille køkkenbord. Hun sagde altid til mig, at når der groede mug på tykmælken, smagte den bedst og var også mere sund. Det er ligeså godt som penicillin, sagde hun tit, og så er den gratis. Hun var sjov, og jeg glædede mig til at smage den sure mælk med masser af sirup på. Den dag var der ikke en stavl tallerkener på køkkenbordet. Min mormor sad på en køkkenskammel og kiggede ud på deres tyrkiske duer. Da hun så mig, vendte hun sig om og sagde stille til mig, at jeg skulle sætte mig på køkkenbordet. Jeg havde aldrig set hende sådan før. Min mormor tog sine runde briller af og rakte dem til mig. De så meget gammeldags ud. Jeg tog dem på og glædede mig til, at hun fik tårer i øjnene af at grine. Det gjorde hun bare ikke denne gang. Hun tog min hånd og kiggede på mig med sine øjne, som løb i vand. Hun ville have mig til at se ud på duerne. Den med den røde knop ved næbbet er gammel. Den er meget gammel, understregede hun. Jeg kunne nu ikke se, at den var særligt gammel.
Da hun fortalte, at den snart ville dø, blev jeg ked af det, for det var min due. Den var så tam, at den kom hen til mig, når jeg gik over for at se til alle duerne. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så ked af. Min mormor så, at jeg var ved at græde. Jeg har noget, jeg skal fortælle dig. Du ved, din farfar i Klitmøller, som har været gået i barndom for længe siden, han …
Inden hun fik sagt mere, sagde jeg til hende, at det er altså værre, at min due snart skulle dø. Du er altså en god dreng, bette mand. Jeg elskede min mormor. Hun duftede altid af hud og parfume, og så syntes jeg, at det var dejligt, at hun hver eneste dag havde et sølvsmykke med en stor klump rav i om halsen. I alle hendes smykker var der rav, som hendes far fundet på stranden, når han havde været på fiskeri. Og så syntes jeg, hun var meget smuk. Men hendes fingre var ikke så pæne.. De var ikke helt lige mere, og så havde de fået sådan nogle knopper. Hun fortalte, at dengang de havde farvehandlen i Vestergade, var hendes arbejde at sy bændler på kokus – og sisaltæppernes kanter.
Min far stod i døren, da jeg kom hjem. Han tog et hvidt lommetørklæde og tørrede tårerne væk. Jeg sagde med det samme til ham, at jeg vidste, at farfar var død, men jeg sagde altså også til ham, at jeg var mere ked af, at min due snart skulle dø. Han gav mig en lille lussing i håret. Vi grinede sammen. Jeg kunne mærke, at jeg alligevel var ked af, at min fars far var død, for så ville min far jo også dø.
Min far slog en stor prut, og vi grinede igen sammen. Vi syntes altså, at det der med at prutte, var det sjoveste min far og jeg vidste. Og så er det gratis, sagde min far.

(Fortsættes i morgen)