Onkel Poul var min bedste onkel

Onkel Poul arbejdede i min morfars farvehandel. At se ham male skilte var noget af det bedste, jeg vidste. Han var virkelig god til det. Når jeg malede i min ABC, malede jeg hele tiden udenfor og fik skæld ud af den dumme lærer. Onkel Poul er ikke dum, for så kunne han da ikke male så fine skilte uden at male udenfor. Der var ingen andre i klassen, der havde så dygtig en onkel som mig. Og så var han berømt i hele Vestergade. I hvert fald tog de fine mænd altid hatten af, når de kom spadserende forbi mig og min onkel.
En dag var han ved at male en mand med hat på. Hatten var knaldrød og så stor, at jeg næsten ikke kunne se hans øjne. Hatten lignede sådan en cowboyhat, jeg en gang så på forsiden af en bog, der stod på en hylde i en forretning, der solgte bøger. Nøj, hvor var det mange bøger, han ejede, ham der ejede forretningen. Jeg begyndte at tælle, hvor mange bøger der stod på alle hylderne. Selv om jeg i skolen var en af de bedste til regning, kunne jeg ikke tælle alle de bøger. Jeg talte engang, hvor mange vi er i min familie i farvehandlen. Det kunne jeg godt. Vi var seks. Det var bare lige det, jeg kom til at tænkte på, da jeg så den røde cowboyhat, som min onkel havde malet.
Onkel Poul skulle male en reklame for en dåse maling. Øj, det var spændende at se, om min onkel kunne male en dåse maling. Men det kunne han. Uden på dåsen stod en mand med et kæmpe rødt skib i sin ene hånd. Det var mærkeligt. En mand kan da ikke være så stærk. Basta.
Min onkel var godt nok dygtig til at male. Så dygtig, at jeg helt glemte, at jeg skulle i skole. Onkel Poul grinede og sagde til mig, at jeg bare skulle blive hjemme. Jubiii. Min onkel er den bedste onkel i hele verden. Han tog en pengeseddel op af lommen og sagde, at jeg skulle smutte over i 1000 Ting og købe den militærtank, som jeg ellers skulle have haft i julegave. Jeg kunne mærke, at jeg blev glad inde i min mave. I 1000 Ting lugtede der af teknobiler og gummi. Jeg kunne bedst lide de biler, der bliver brugt, når der er krig. De var grønne som græs. Så fik jeg øje på en lastbil med en meget stor bøsse på. Fru Odgård var sød fordi hun næsten altid smilede og snakkede med mig hele tiden, selv om jeg kun gik i anden klasse. Hun var den sødeste af dem, der har legetøjsbiler i deres vinduer.
Min onkel var næsten færdig med at male, da jeg kom tilbage i farvehandlen. Så begyndte onkel Poul at ryste på sine hænder. Han rystede så meget, at han tabte den dåse med rød maling. Min onkel sagde et ord, som min mor engang havde fortalt mig, at jeg ikke måtte sige, for så kom jeg ikke i himlen.
Onkel Poul og mig gik ovenpå, hvor han boede på et lille værelse. Der duftede af det, min mor kom på min hånd, når vores kat havde revet mig. Og så lugtede der af cigaret.

Onkel Poul

Farveland

Forfatter

  • Jan Morell

    Jan Morell er forfatter, musiker og kunstmaler. Hans malerier er tydeligvis inspireret af Thys himmel, hav og havbåde. Efter en rejse i Kenya blev de kolde farvers palet dog for en periode skiftet ud med de meget varme farvers palet. Foruden et par digtsamlinger har han skrevet en række fikta-faktanoveller, hvori skildringerne som regel udspiller sig i Thy, lige som hans sidste roman, "Farvehandlerens Søn fra Thy" gør det. Jan Morell er herudover medforfatter til "Thy - Længslernes Land", som er en opfølgning på "Landet Mod Nordvest", som udkom i 1947.

    Vis alle indlæg