Alderdom og skilsmisse
af Mona Lisa Olsen | 22. apr 2026 | Artikler, Samfund
Frank (71 år) kom hjem fra golfbanen, og noget var anderledes. Ingelise (69) sad bare der på stolen ved spisebordet; der var ikke lavet mad, noget var galt. Først troede han, at hun havde fået en nedslående besked af lægen. Så troede han, at det måske havde noget med ham at gøre. Det havde det.
– Fortæl, hvad der skete?
– Hun så ikke på mig. I et splitsekund tænkte jeg, at noget er helt galt. Har hun været hos lægen og fået at vide, at hun ikke har langt igen?
– Så rømmede hun sig og begyndte at tale til mig - stadig uden at se på mig.
"Jeg har lært en anden at kende, Frank. Det … det er meget mærkeligt, og jeg kan godt forstå, hvis det, jeg nu siger, slår dig lidt ud" sagde hun med meget lav stemme. Til at begynde med hørte jeg faktisk ikke, hvad hun sagde, eller rettere, jeg hørte det jo godt, men forstod ikke ordene …
– Men hun fik sagt noget?
– Hun sagde, at vi skulle skilles, hun ville flytte hen til ham den anden, hun ville forlade mig, og det gjorde hun så.
– Hvordan reagerede du?
– Med ingenting. Hun rejste sig umiddelbart efter, tog sit tøj og gik ud ad den dør der.
Frank peger. Han ryster på hovedet:
– Jeg sad længe. Kunne ikke forstå det. Jeg fattede det ikke. Godt nok var der gået meget rutine i vores forhold, men det gælder vel mange mennesker i vores alder. Herregud, jeg er 71! Den nat sov jeg ikke, og jeg vil gerne tilstå, at jeg græd, og det er mange år siden sidst.
– Hvordan gik den efterfølgende tid?
– Den gik slet ikke. Eller, altså, det gjorde den jo, men uden mig. Jeg var uden for mig selv og levede et fortvivlet liv. Ensomheden, tristheden, nedtryktheden fik bugt med mig, og jeg sad bare der. I over tre uger kom jeg ikke uden for en dør. Men så greb min søn heldigvis ind.
– Han vidste godt, hvad der var sket?
– Naturligvis. Han havde åbenbart besøgt mig hver dag siden den dag, og til sidst kunne han ikke holde det ud længere. Altså at se mig sidde der og flæbe. Så bankede han i bordet og sagde, at nu skulle jeg tilbage til livet og ikke sidde og tænke på den møgkælling længere!
– Var du enig i det udtryk?
– Både ja og nej. Det hjalp tilsyneladende en smule at kalde hende for det værste. Vi nøjedes ikke med møgkællingen. Det var med vilje, han brugte netop det ord. Han mente det ikke selv, brugte det som en slags pædagogik over for mig. Det fik sandelig en virkning. Det flød ud af mig, raseriet, og til sidst faldt jeg sammen og ja, brød faktisk helt sammen. Men på en måde var jeg blevet renset lidt ud. Eller jeg havde fået renset lidt ud.
– Hvor er du i dag?
– Min søn tog mig med til fodbold, jeg har altid interesseret mig for TFC, så vi gik derop, og der mødte jeg et par gamle venner. Jeg fik slæbt mig ud en tur på golfbanen, og det viste sig at være en god ide. Så. Lidt efter lidt fandt jeg appetitten igen. På et tidspunkt et par måneder senere endte det med, at jeg ringede til en gammel veninde, jeg vidste, der også havde mistet sin mand; han var nu død, men skilsmisse eller død - for mig var der ikke den store forskel.
I dag besøger vi hinanden jævnligt, spiser sammen, hygger os med TV og ture ud, men vi bliver nok boende i hver vores lejlighed. For der er mange fordele og få ulemper ved en sådan ordning. Vi snakker så godt sammen, så livet er igen begyndt for mig. Her på falderebet.
– Hvordan er forholdet til din tidligere kone nu?
– Vi har snakket sammen, men det med jul og fødselsdage går slet ikke. Mine børn besøger hende, og de fortsætter sådan set. Alt er i fuld åbenhed, hvilket jeg er glad for. Trods alt. På en måde tror jeg, at hun også er ked af det. Så mange års ægteskab præger en. Det kan man ikke bare slette ved at trykke på del-knappen.
– Hvis du skal konkludere noget som helst i din situation i dag?
– Det går fremad som sagt. Jeg er stadig mærket, men på en måde har jeg optaget den oplevelse i mig, så hver dag skal leves fuldt ud. Timeglasset holder ikke op.
