Somme tider sidder vejret lige i Klitmøllerøjet. Nu, da der omsider er mulighed for tilstrømning af gæster og turister, vil det være på sin plads lige at ridse et par ting op

Klitmøller var oprindelig et fiskerleje på vestkysten i Thy.

Omkring år 1600 lå der tre møller i byen helt ude ved Vesterhavet omgivet af klitter. Møllerne lå ved åen, der går fra Vandet Sø til Vesterhavet og disse møller blev brugt til at male korn beregnet på eksport til Norge. Byen blev kendt for sin skudehandel med Sydnorge på grund af sin bugt med gode landingsforhold og de kun 110 km til Norge. Skibene kaldtes sandskuder og var fladbundede og konstrueret på en sådan måde, at de kunne trækkes op på land om vinteren.

I Sydnorge var der mangel på madvarer, så fra Klitmøller kom korn, rug og andre landbrugsprodukter. Retur tømmer fra de norske skove, som der var mangel på i Thy. Byen var derfor længe den mest betydningsfulde handelsby i området.

Agger Tange var lukket, og man kunne dermed ikke komme ind i Limfjorden med skib, medmindre man sejlede omkring Skagen og ind på den østlige side af Jylland. Det gjorde, at specielt købmændene fra Thisted handlede med skudeskipperne i Klitmøller, men der var desuden en direkte vej mellem Klitmøller og Aalborg, hvilket beskriver lidt om den store handel, der foregik i området. Skudehandelen foregik flere steder langs den nordvestjyske kyst, men vigtigst af alle stederne var Klitmøller. Byen havde sin storhedstid mellem år 1660 og år 1810 og mistede sin daværende centrale betydning, da havet brød igennem ved Agger Tange, og der dermed blev fri passage for sejlads ind i Limfjorden.

Klitmøller gennemgik en forvandling i tiden efter 1967, hvor Hanstholm havn blev indviet, og hvor de fleste mølbofiskere naturligt flyttede i hvert fald deres både til Hanstholm. Byen sygnede hen i de følgende år og var på nippet til at være en bette landsby uden erhverv, dog med nogle sommerhuse.

Pr. 1. januar 2019 var der 1.016 fastboende i byen, i dag sandsynligvis noget flere. Om sommeren stiger tallet væsentligt, corona eller ej. Også i år. Kommunens shuttlebus, som den naturligvis hedder på engelsk, kører i pendulfart fra den ene ende af byen til den anden.

… fordi hvad? Svaret kan læses i artiklen i morgen.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg