Et øjeblik …
Jeg når lige at komme hjem, inden Vibeke dukker op.
– Nå, skat, siger hun, – det er nok lidt kedeligt bare at sidde her og glo, ikke?
Jeg nikker ivrigt og skynder mig at tage hætten af hovedet og tager en slurk af colaflasken og lukker computeren med “Tomb Raider”.
– Vi får besøg om lidt.
– Nå. Politiet?
– Nej. Af en dame.
– Ser hun godt ud?
– Per Ole!!
– Der er er teaterforestilling oppe i salen lige nu. De kommer fra Hundborg og har fået lov at låne vores sal til at træne i den sidste måned. Gå da op og se det, foreslår hun bredt smilende. – Du skal jo på en måde ind i det igen, og der er helt mørkt oppe i salen. Jeg tror ikke, eleverne ved noget om dig og det her. Altså ikke andet end det der med Peter. Ha, ha. Løftede du ham virkelig op og smed ham hen ad gulvet?
Hun ser beundrende på mine armmuskler.
– Nemlig! Har vi en aftale?
– Vi har en deal. Det bliver hårdt, men hva fanen …
– Og heller ikke noget med at sidde og drikke dig skæv i rødvin.
– Er du tosset? Ved du ikke, jeg er gået over til Cola? Jeg drikker 1,5 liter hver dag. Det er meget bedre. Det gør alle unge.
Jeg vågner. Det er tidlig morgen. Solen står lige akkurat ind gennem det lille vindue, der sidder højt oppe på væggen. Briksen er hård, men ikke for hård til mig.
Læs mere
– Du er anholdt, siger den nærmeste, og tager en lille genstand frem og sprøjter mig i ansigtet.
– Aavvvvvv, skriger jeg og synker sammen og vrider og vender mig i smerte.
– Ha, ha, siger jeg overlegent og triumferende. – Hvad siger du så?
– Jeg siger, at der holder den næste politibil. Per Ole, nu standser du altså!
Jeg gør altid, hvad hun siger, jeg skal gøre. Næsten altid. Lige det her er et meget sjældent eksempel på det modsatte. Jeg ignorerer totalt deres stopskilt, drejer udenom og forsvinder ned til højre mod Sjørring. Af sted, af sted.
Foran indgangsdøren hos VW er p–pladsen optaget. Der holder en gammel boble. Jeg går ud og løfter den ud fra pladsen, skubber den længere hen og kører min egen ind i stedet.
Sådan. En mekaniker står og glor inde bag døren til værkstedet, hvor der over porten står “Dialogmodtagelse”.
De skal få dialog, skal de.
– Tag ikke min stol en anden gang. Det er en dårlig idé, Peter.
– Det kan du fanme tro, jeg heller ikke kommer til. Jeg melder mig ud af den fucking skole.
– Bare fordi du ikke kunne få min stol?
– Nej, nej. Men du er fucking åndssvag, og jeg skal sgu ikke nyde noget mere …
– Du er sgu da selv en fucking tøsedreng, mand. Kom nu tilbage og vis, du er et mandfolk. Svækling. Tag en tudekiks.
– Aldrig i livet. Du får lige min mor.
– Ja, vi melder ham ud, og vi melder dig for vold.
Jeg tager min korte jakke på, det her skal ikke være nogen lang roman, og går ned til vandet. Der er mange sten på stranden. Jeg tager et par stykker op og prøver den gamle leg med at slå smut ud over vandet.
Jeg slår så mange, at jeg ikke kan nå at tælle dem. Det er der ikke noget ved. De forsvinder ud i horisonten.
Han kigger lidt på mig:
– Du er klar over, det er en hættetrøje?
– Åh, gør det noget?
– Ja, det er jo noget, de unge mennesker går med. Ikke ældre.
Jeg går helt tæt ind til ham og siger dæmpet:
– Er jeg ældre? Er jeg gammel?
Han ryster på hovedet, så det er lige ved at ryge af.
– Der skal være power i den, ikke, forsøger jeg. – Ligesom armbøjninger.
– Her. En Golf GTE. Hybridmotor både el og almindelig.
– Hvad er tallene?
– Øh. 0 til 100 på 7 sekunder.
– Den tager jeg. Hvad giver du for Toyotaen derude?
– Øh, så lidt som muligt.
Lige udenfor støder jeg ind i et par knægte, der mosler af sted.
– Hov, hov, siger jeg. – Se jer for. Bonderøve.
– Så, så, bedstefar, nu skal du ikke komme for godt i gang.
– Bedstefar? Jeg skal gi dig bedstefar.
Jeg viser tænder nu.
