De siger, der er noget i vejen med mig!

De siger, der er noget i vejen. At jeg er senil. Skør. Det er så let for andre at sige.
Jeg synes ikke, der er noget i vejen.
Alt det der med min elskede Signe, kommer ikke nogen ved. At Frede må se i øjnene, at det er slut for hans vedkommende, er pænt uinteressant for andre.
At jeg har haft mange gode år med Signe, skal vel ikke være en fejl; den behøver ingen genmodifikationer eller stamcellebehandlinger, skulle jeg mene. Er jeg så senil, skør eller syg i hovedet? Når hun svigter mig, kan ingen bebrejde mig at handle på det. Det viser netop, at jeg ikke er skør eller senil.
At jeg har haft konstruktive samtaler med politiet, kan forklares med, at det er der så mange, der har. Med god grund. Jeg har altid prøvet at forstå den enkelte betjent. Hans interesse er udelukkende at få sandheden frem.
At mine bilnøgler lå i køleskabet, skyldtes kun distraktion. Jeg skulle hente en øl til min frokost, og så lagde jeg nøglerne der, mens jeg tog den ud. Jeg tror, det er mange, der kommer ud for det. Det har sgu da ikke en skid med senilitet at gøre.
Da jeg ville tage nøglerne, ringede min mobil. Og se, – når jeg kan huske det, er der vel ikke noget galt, vel?
Det var i øvrigt Stein, der ringede, fordi han han havde et eller andet, han skulle snakke med sin far om, og samtidig åbnede Katrine køleskabet og fandt nøglerne. Og troede, at nu var jeg da helt fra den.
Jeg har sgu aldrig været mere til den end nu.
Så hvad skulle der være i vejen?

“HJERNESVINDLER”

 kan også lånes på biblioteket