Derfor blev min første skoledag i 50´erne en fiasko (2. af 2)

Jeg fulgtes med Poul Erik, der gumlede på den sidste mad. Han krøllede madpapiret sammen og smed det i grøften og bøvsede.
Jeg opdagede, at bag os lurede tre af de store drenge på cykler, som de kun vanskeligt kunne balancere på, når det nu gik så langsomt.
Åh, der har vi ham den lille pis-unge, sagde de. Øv, bøv, blebarn.
Jeg prøvede at lade som ingenting; min far havde altid lært mig at vende den anden kind til, som han ramte med stor præcision. Det er til din fordel, sagde han, for nu er du lige rød på begge kinder. Ha, ha, sagde han, det er også godt at have humoristisk sans.
Det vil hærde dig, mente han. Du skal turde noget mere, Finn. Hvorfor er du altid så bange for alting? Det er jeg da heller ikke, turde jeg godt protestere. Jo, du er, sagde han vredt, og så turde jeg ikke sige mere.

Ingen af jer to tør tisse på det hegn dernede, sagde en af de store og pegede på en mark ned ad en sidevej.
Poul Erik rystede langsomt hovedet fra side til side.
Mit hoved føltes varmere end resten af kroppen.
Nu kunne det snart være nok, og det begyndte at koge deroppe i hjernen. Var skolen slet ikke noget for mig; ville mit liv blive et helvede med nederlag på nederlag? Skulle jeg herefter altid skuffe de store drenge, når de spurgte, om jeg turde det eller det? Skulle jeg skuffe min far? Og hvad med Jesus?

Nej! Derfor satte jeg min skoletaske fra mig og sagde med helt rolig stemme: Det tør jeg da godt.
Jeg begyndte at gå ned mod marken.

De fniste og kiggede sådan sjovt på mig, mens de cyklede ved siden af og passede meget på ikke at køre ind i mig. De cyklede heller ikke foran! Jeg var for første gang denne dag i centrum. Jeg turde noget, andre ikke turde. Jeg kunne mærke, hvordan hovedet blev køligere, og jeg tror faktisk også, at jeg lige der voksede to centimeter, som jeg gik med højt løftet hoved. Nej, jeg skred af sted. Jeg vidste nu, hvad jeg ville. Mine arme gik frem og tilbage, vinden og solen var lige imod, men det føltes behageligt. Jeg standsede ud for hegnet. Det summede, lidt ligesom bisværme.

Jeg hev kalorius frem og stillede mig med spredte ben tæt ved tråden. De andre holdt vejret. Jeg fornemmede øjeblikket som betydningsfuldt. Det gav mig styrke. Jeg var ikke fri for at nyde det.
Det varede dog lidt, inden en stråle rejste sig. Den hævede sig mere og mere og ramte pludselig tråden.

Jeg skreg så højt, at Poul Erik stak af. To murhamre var kommet fra hver sin side og ramt mig lige dernede, og det gjorde så ondt, så ondt. De store drenge grinede og slog sig på lårene og pegede på mig, mens jeg hoppede rundt og råbte av, av med armene presset ind mod skridtet. De cyklede bare derfra, og længe efter kunne jeg høre deres stemmer og et enkelt ord, dum. Jeg krummede mig sammen i græsset, mens jeg holdt mine hænder mellem benene mod skridtet og jamrede. Længe lå jeg der, indtil jeg kom i tanker om, at jeg jo havde fået at vide af mor, at jeg skulle skynde mig hjem efter skole, fordi vi skulle besøge bedstefar og bedstemor. Jeg haltede tilbage, samlede min taske op og satte fart på.

Sagde jeg ikke, du skulle gå lige hjem fra skole, lød min fars vrede stemme. Jeg fik en kindhest, og så kørte vi.