Siden min fødsel 1947 havde jeg undgået de helt store nedture altså bortset fra selve fødslen, og bortset fra dengang, jeg som tre-årig stak af hjemmefra på min tre-hjulede cykel sammen med Per Vejmand, var der mig bekendt ikke sket de store ting.
Efter min mors sædvanlige formaninger om at opføre mig ordentligt forlod jeg hjemmet med min nye skoletaske og hentede naboens Poul Erik. Hans mor puttede en enorm madpakke ned i hans taske, og på vej ud af køkkenet sagde han henkastet: Kan du bogstaverne?
Jeg rystede på hovedet. Skulle man da det? Er du tosset, sagde han. Vi har øvet hele ugen, min mor og mig. Ellers kan man sgu ikke følge med. Det er jo en skole, sagde han forklarende.
Man måtte ikke bande, men det var Poul Erik ligeglad med.
Så traskede jeg efter ham og søgte at følge med. Himlen i vest havde skyer, og nogle af dem var sorte, og en lignede en ørken uden oaser. Jeg havde ikke mad med, for vi skulle kun være der tre timer, og så skulle vi hurtigt hjem til bedsteforældrne, sagde min mor, der ikke havde tid til at gå med derhen, hvilket jeg var meget glad for. Somme tider var ens mor ikke den, man var mest stolt af at slæbe rundt på.
Ganske rigtigt. Henne i landsbyskolen langt ude i ørkenen med kun ét klasseværelse skrev læreren noget på tavlen. Vi nye sad på første række bag borde med blækhus og en skrå pult, der kunne lukkes op til et rum nedenunder. Det duftede af sæbe og var helt tomt.
Hvad er det, spurgte læreren. Et i, svarede Poul Erik. Det var sandelig godt, sagde læreren, der var en gammel mand på 35 år. Hvor er du dygtig. Vi kiggede alle hen på Poul Erik, og jeg sagde højt og stolt, at han var min ven.
Læreren rømmede sig, stillede sig lige ud for mig og så ud over skolens 16 elever, hvor jeg kun kendte nogle af de nye:
Nu skal I alle være velkommen!
Der manglede en knap i hans bukser. Han havde nogle store hænder, som han foldede til noget, der lignede en skovl, lukkede øjnene og fremsagde fadervor.
Man skal turde sige ja til Jesus, sagde han, for Jesus siger også ja til jer.
Det vidste vi godt fra søndagsskolen. Ham Jesus.
Nede bagved sad nogle forældre, blandt dem Kesse og Bosses mødre, der smilede, hver gang vi vendte os om. De var malet i ansigterne, havde fint tøj på og højhælede sko og nylonstrømper. Sådan kendte jeg dem slet ikke.
De skældte tit ud og slog deres børn.
Et øjeblik …
