Da denne min allerførste skoledag omsider, endelig, langt om længe var forbi, gik jeg hjemad med Poul Erik, der gumlede på den sidste mad. Han krøllede madpapiret sammen og smed det i grøften og bøvsede.
Bag os kom tre af de store drenge drønende.
Åh, der har vi ham den lille pis-unge, sagde de. Øv, bøv, blebarn.
Jeg prøvede at lade som ingenting; min far havde altid lært mig at vende den anden kind til, som han ramte med stor præcision. Det er til din fordel, sagde han, for nu er du lige rød på begge kinder. Ha, ha, sagde han, det er også godt at have humoristisk sans.
Det vil hærde dig, mente han. Du skal turde noget mere, Finn. Hvorfor er du altid så bange for alting? Det er jeg da heller ikke, turde jeg godt protestere. Jo, du er, sagde han vredt, og så turde jeg ikke sige mere.
Ingen af jer to tør tisse på det hegn dernede, sagde en af de store og pegede på en mark ned ad en sidevej.
Poul Erik rystede langsomt hovedet fra side til side.
Mit hoved føltes varmere end resten af kroppen.
Nu kunne det snart være nok, og det begyndte at koge deroppe i hjernen. Var skolen slet ikke noget for mig; ville mit liv blive et helvede med nederlag på nederlag? Skulle jeg herefter altid skuffe de store drenge, når de spurgte, om jeg turde det eller det? Skulle jeg skuffe min far? Og hvad med Jesus?
Nej! Derfor satte jeg min skoletaske fra mig og sagde med helt rolig stemme: Det tør jeg da godt.
Jeg begyndte at gå ned mod marken.