Det var kattens!

- Skyde din kat? sagde Thorkild alt for højt til formiddagskaffen på lærerværelset ugen før sommerferien, hvor vi skulle flytte, inden jeg kunne nå at sige, at det var fortroligt, og at hverken jeg eller min kone kunne få os selv til at køre til dyrlæge. Ikke efter dengang, hvor hunden skulle aflives. Hun havde grædt som pisket. Konen altså, ikke jeg, Rambo.

- Det kan man da ikke, mente de andre.
- Er der nogen af jer, der så gider køre min hankat til dyrlæge?
De kiggede alle ud ad vinduet.
Så jeg aftalte med Thorkild, at han ville stå klar omme på skolens sportsplads med sit jagtgevær samme eftermiddag. Som jæger var Thorkild herligt fri for sentimentale følelser omkring aflivning af husdyr.

Jeg valgte, menneskelig som jeg er, til Misser en papkasse, der havde indeholdt kattefoder. Hvad med lufthuller? Man skulle jo nødig blive anklaget for dyrplageri.

-Misser, kom her hen og se en dejlig papkasse! Misser gloede på mig og gabte højt. Den havde været ude og jage damer hele natten, kommet hjem på tre ben med rifter over alt i ansigtet, men med det her lumske grin af at have nedkæmpet alle konkurrenter til og nedlagt byens bedste mis, og nu samlede den kræfter til næste omgang.
Jeg kom i tanker om i min barndom at have læst Illustrerede Klassikere. Man sætter papkassen på en pind med en snor i og lægger et dejligt stykke råd kød indenunder.

Katten kom, snusede, huggede kødet og sprang af sted, mens jeg var ved at samle snoren op. Fem meter derfra lagde han sig veltilpas og åd løs, så ud, som om det var en skide god idé med den der papkasse.
Jeg begyndte at synes om Thorkilds jagtgevær.

Jeg måtte på den igen. Denne gang lykkedes det. Hurtigere end Davy Crockett hev jeg i snoren og satte mig på kassen.
Nu kæmpede Misser for friheden.

Jeg gik over mod fodboldbanen med en urolig kasse under armen. Katten kradsede og hvæsede, og lige meget hvor meget jeg prøvede at berolige den, skreg den op og kæmpede.

- Sååå, Misser, du skal jo bare skydes, tag den nu lidt med ro ...

Jeg blev bange for, at nogen fra kattens værn skulle komme forbi og høre mig. De havde på det seneste været vældig energiske, faktisk mere end Jehovas Vidner, og det var kommet lidt bag på mig. Men jeg nåede helskindet hen til Thorkild, der ventede med geværet knækket over.

- Har du øh, tror du, en patron er nok?
- Ja, ja, grinede han. Den kan skyde en dyrepark. På en gang.
Nå, så kunne den vel også ordne katten. Jeg satte papkassen ned i midterfeltet lige på startpletten og gik tilbage. Thorkild blev stående ude på sidelinjen og ventede lidt. Jeg ville ikke se henrettelsen, så jeg kiggede diskret den anden vej. Også af hensyn til Misser. Thorkild bandede.

Jeg vendte mig om og så forbløffet papkassen i skarpt trav ned mod målet.

For helvede, hvor var mit kamera?
Misser fik sig kæmpet fri af papkassen lidt uden for straffesparkfeltet og tog sagen i egen pote og løb mod hegnet.
Den situation kom lidt bag på Thorkild, og jeg burde måske også have informeret ham lidt mere om vores kat. Den var jo ikke bare sådan en almindelig buk, der ikke vidste en skid om nogen ting. Snu og beregnende var den.
Thorkild vinkede mig frem, og jeg kunne forstå, at jeg skulle prøve at skræmme katten tilbage mod ham. Altså. For det første kunne man ikke skræmme den kat. Slet ikke mig. For det andet var der det med Thorkilds våben. Jeg ville komme til at stå i skudlinjen, og det ville være uheldigt. Jeg mener. Man går ud for at skyde en kat og bliver selv skudt, mens katten griner hele vejen hjem til aftensmaden.
Jeg strøg derfor op til hegnet, da der lød et brag så højt, så højt.
Nede i det modsatte straffesparkfelt præcis på pletten lå vores brølende hankat. Stendød.
- Ja, den løb pludselig ned mod det andet mål, og så var det ikke så svært, pralede Davy Crockett og grinede lidt, mens han knækkede sin gun.
- Fint, skide godt, mumlede jeg og samlede katten op i papkassen, som jeg smed i halmfyret og gik hjem og aflyste alle aftaler med byens hunkatte.