Jeg står hos Garant Tæpper og betragter en tæppebunke foran mig. Bag bunken står en ældre tætpakket dame. Pludselig affyrer hun ord, mens hun insisterende peger på det nederste tæppe:
– Kan du ikke lige løfte de øverste, så jeg kan se den her?
Jeg tager hænderne op af lommen og siger forbavset:
– Jo, gerne, men …
– Jeg har jo ikke tid hele dagen, siger hun med smalle læber, mens hun sætter hænderne i siden og løfter antiluftskytset og blikket mod mig, der er glad for de to meter tæpper, der ligger mellem mig og hende …
– Jeg er faktisk også kunde her i forretningen, smiler jeg til hende.
– Øh, er du ikke …
Jeg har forstået. Jeg øjner en ekspedient bag hende, der har samme slags blå skjorte på som mig.
Den ældre dame ændrer sig på 0,2 sekunder, slår beklagende ud med hænderne, sænker panserraketterne, smiler og siger i en anden tone:
– Nej, det må du altså virkelig undskylde. Jeg troede, du var ansat her. Nej, undskyld.
– Men jeg kan nu godt alligevel løfte disse tæpper, for jeg går til Fitness.