Karl og Erika er sådan nogle ordentlige mennesker. Sådan nogen, der aldrig kunne finde på at smide et stykke papir på gaden, selv om de er ved at spise en is og ikke lige har en skraldespand i nærheden. De har en tydelig arbejdsfordeling: Hun laver mad, og han passer bilen og hunden.

Til gengæld gør hun rent derhjemme, og Karl ordner haven, så på den måde er alt i den skønneste orden.

En morgen kommer Erika ind til Karl, der sidder med resten af morgenkaffen og læser avis. Hunden, King, er som sædvanlig ude i  hundehuset.
– Kom lige med, siger Erika med den der stemme, der ikke tåler modsigelse.
– Ja, ja, hvad er der så, brummer Karl og søger at skjule sin irritation. Han er lige ved at læse en spændende artikel om det danske fodboldlandshold.

Karl går efter Erika ind på gæsteværelset.
– Kan du ikke lugte det, spørger Erika og sætter hænderne i siden. – Nu har jeg i -, ja, siden i går morges i hvert fald, mindst to dage syntes, at noget var galt, alt der var noget, der lugtede i vores hus her. Indtil i morges, da jeg tilfældigt stak hovedet herind, hvor vi ellers aldrig kommer, og så …
Han snuser indædt og nikker langsomt:
– Jo, indrømmer han, – den er godt nok stram!
– Ja, det lugter simpelthen sådan af lort, og vi ved jo, at King aldrig kommer herind.

Hun kigger strengt på Kart, som om det er ham, der er den direkte gerningsmand. Der går omkring fem sekunder, før Karl pludselig gribes af en for ham sjældent set energi med baggrund i en ikke så ofte set  selverkendelse. Han river skabsdøren op og flår sin vindjakke ud. Tager hånden ned i højre lomme og trækker en plastikpose frem. I plastikposen befinder sig et stk. hundehømhøm.
– Jeg har simpelthen glemt at smide posen i skralderen, da vi kom hjem i forgårs fra hundelufterturen! Jeg plejer jo ellers altid at huske det …
– Du får lige luftet ud og smidt det der ud.

Med disse ord marcherede Erika ud af gæsteværelset.