Uret lyder. Der er gået 18 minutter i ovnen ved 155 grader med varmluft. Redaktøren har stukket hånden ind og sikret sig, at det er varm luft. Bagefter sætter han danmarksrekord i hurtig-udtrækning-af-hånd-fra-varm-varmluftsovn. Og det er ikke de varme hveder, der er i ovnen. Næh, det er noget meget sværere:

Julechokokage - selvfølgelig!

Med varmehandsker på den brændte hånd tager han forsigtigt formen ud. Den fine skærekage, der skulle ligge der foran ham, fast i kødet som mormors sandkage, er blød og smattet og ligner en større fiasko. Han stikker forsøgsvist i den med en kødnål. Hele kagen blævrer og er i fare for at flyde ud af formen og ned på gulvet. En ubærlig og total fiasko! Dette skulle være af form og udseende som en sandkage, og så ligner det mest en gang æblegrød …
Redaktøren overvejer at gå ind til fruen og åbent indrømme, at han har fejlet. Han konverteres til Bjarne Riis, der går til bekendelse: “Jeg har taget smør! Jeg har taget marcipan! Jeg har taget kokosmel! Undskyld!” Han synker på samme måde lidt sammen og lukker øjnene. Men så slår det ned i ham: Nej, så let giver han ikke op! Ganske vist har han ikke ring i næsen, som man helst skal have, hvis man vil være Danmarks bedste amatørkonditor, men alligevel …

1.

Beskæmmet og lydløst, så fruen inde i stuen ikke mærker uro i køkkenet, placerer redaktøren formen i ovnen igen, sætter den på 10 minutter og lukker stille ovndøren med et bette suk. Det er ikke helt gået efter planen. Alt tegnede ellers til en succes, en ugens bagermester, ja, næsten ugens mesterværk. Men rynkerne i panden på “bagermesteren” afslører en begyndende tvivl om det mesterlige. En begyndende tvivl om evner og talent. En lille tvivl om det fornuftige i at fortsætte dette fiaskokagemonstrøse liv på jord.

Efter yderligere 10 minutter tager han den atter ud og inspicerer. Den er stadig blød og smattet, men nu kun indeni. Udenpå ser den faktisk fin ud.

Redaktøren klør sig i det hår, han ikke har og beslutter sig for La grande Finale. Den må have en ovnomgang mere! Der er ikke andet at gøre.

Og denne gang skal den få 180 grader i yderligere 10 minutter!

(Læs den yderst spændende fortsættelse i morgen!)