Jeg er  jo ret gammel. Måske netop derfor ligger jeg ikke under for de der moderne strømninger, der ligger i de småreligiøse vegetar- og veganerretninger, der med forskellige nuancer fører især unge mennesker rundt i manegen. Mennesket er et rovdyr; vi skal behandle dyr ordentligt; som jeg ser det, har vi også brug for proteiner og andre stoffer, vi får i kødspiseriet. Jeg spiser også grønsager en masse, bare så det er på plads. Jeg mener, der er belæg for, at grønsager er godt for mennesker; kød er også godt for mennesker; en masse sukker og en masse fedt er nok knap så godt.

I dag, Skærtorsdag, laver jeg min yndlingsret efter devisen selvgjort er velgjort. Hvordan bliver resultatet?

Tournedos og blød is

Menuen i aften består af to retter, der ikke er specielt slankende eller moderne, men endnu er det tilladt at spise dansk ko. Hovedretten er Tournedos, der kan laves i forskellige versioner, men som regel af afpudset oksemørbrad i 3-4 cm tykke skiver, der er lige tykke i begge ender, hvis du forstår. Omvikles med bacon eller skinke.

Nogle foretrækker bearnaisesauce til, og den kan laves sådan:
Pil og hak skalotteløg fint. Hak estragon meget fint.
Kom skalotteløg, estragon, hvidvinseddike og hvidvin i en gryde, og kog ind til bearnaiseessensen. Hæld det herefter i en skål.
Imens piskes æggeblommerne. Put skålen med bearnaiseessensen i kasserolle med varmt vand (vandbad) på lav varme. Tilføj omkring halvdelen af smørret, stykvis af gangen, til væsken. Imens er det vigtigt, at der piskes konstant.

Tilføj æggeblommerne langsomt, mens der stadig piskes. Tilføj det resterende smør, og pisk indtil det er godt smeltet sammen. Saucen burde nu være varm og jævn. Fjern den fra varmen og smag til med citronsaft, salt og peber.

Man kan selvfølgelig også bare købe noget pulver og blande mælk i. Men – kan du huske, da du lærte at cykle? Jeg tror, man kan lære at lave bearnaisesauce efter samme principper. Har du først fået det lært, hænger det ved.

Men det vil jeg ikke i aften. Bearnaise kan smage godt, men den tager for meget af kødsmagen efter min mening. Da jeg var yngre, kunne jeg godt lide at tage på min Velo ind til Borgerkroen i Maribo og få tournedos med bearnaise, når jeg havde fri fra mit sommerjob på Motel Rødbyhavn som tjener. Denne (u)vane havde så absolut intet at gøre med den meget søde unge servitrice, der betjente mig hver gang!

… og som jeg nu er gift med.
Nogle gange synes jeg, at der bare skal være bøffer og kartofler og løg – og færdig. Andre gange skal der flere forskellige grønsager til for at udvide smagen. Som i aften, hvor der også er optøede kantareller fra Nationalpark Thy. Fine friske (selv om det er frysevarer) råvarer smager godt og er et aldeles glimrende supplement til kødet. Nye kartofler og ingen sauce.

 

Det svære ved madlavning er for mit vedkommende, at man skal have øjnene alle steder, mens man kokkererer, holde øje med uret, med salt og peber, og samtidig huske at vaske hænder og skylle brugt porcelæn og service af og vaske det op!

Det er måske i virkeligheden derfor, at jeg viger tilbage fra at lave bearnaisesauce også.
Heldigvis var konen glad og tilfreds med hovedretten, skulle jeg hilse at sige.