
netop nu ønsker økonomiudvalgets flertal
at sløjfe udgiften til det nordiske venskabsmøde, der skal finde sted til august
Hvilket møde? Thisted har fem venskabsbyer i Norden, og er det sådan, at den finske søjleenebærbusk ved Kystvejen i Nordens Lomme i dag er et vink fra kommunen? Den ser slemt medtaget, forkrøblet og nærmest uddød ud, det gjorde den ikke, da den blev plantet i 2019!
Der er fra Foreningen Norden Thisteds side stor opmærksomhed på økonomiudvalgets forslag, der går ud på at spare kommunens udgifter i forbindelse med venskabsbesøget fra Skien, Norge, Uddevalla, Sverige, Loimaa, Finland (billedet) og Mosfellsbær, Island. Stiftelsesdatoen var 25. november 1937, og ikke alle byerne var med fra den dato. Men det var Thisted Kommune, der startede det hele med en henvendelse til Göteborg med henblik på at etablere en svensk venskabsby.
De frem træer var en gave fredag den 24. maj 2019 fra Thisted Kommune til Foreningen Norden – en smuk og fin gave , som Thisted Kommune passer godt på. Øh? Er den noget visne finske søjleenebær symptom på den i dag åbenbare manglende interesse fra kommunen?
Sidste gang, mødet var i Thisted, var for 10 år siden. Så det er med nogle uforstående panderynker, at foreningens medlemmer, in casu formanden, Villy Dall, kommenterer nedskæringsplanerne.
Netop for tiden er samarbejdet og sammenholdet i Norden af ekstra stor betydning, hvilket muligvis ikke helt er gået op for de fire af økonomiudvalgets medlemmer. Foreningen Norden har haft tydelig fremgang i 2025 på omkring 2.000 nye medlemmer, hvilket nok kan ses som et tegn på en fornemmelse af stigende nødvendighed i at stå sammen.
Som Villy Dall skriver i sit brev til kommunalbestyrelsen, er alle disse fem lande for første gang medlemmer af NATO. De urovækkende signaler fra øst giver os den størst mulige interesse i et tæt politisk - og naturligvis også på alle mulige andre områder - samarbejde.

I dag MELDER THISTED SIG UD AF NORDEN
Af Villy Dall, formand for Foreningen Norden Thisted
Kan det virkelig passe? Nej, det håber jeg sandelig ikke. Men det er, hvad et flertal i kommunalbestyrelsens økonomiudvalg indstiller.
I dagsordenen for den nyvalgte kommunalbestyrelses første ordinære møde på tirsdag 27. januar 2026 kan man læse, at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til forslaget til ny venskabsbyaftale for perioden 2026-30. Der er lagt op til, at den skal underskrives i forbindelse med, at der 17.-20. august er Nordisk Venskabsbykonference i Thisted.
Men nu vil flertallet på fire ud af de tilstedeværende seks medlemmer af økonomiudvalget – det har borgmesteren telefonisk bekræftet – ikke bare sige nej til det foreliggende forslag, som man har forhandlet på plads med de fire andre byer – men vil helt stoppe venskabsbysamarbejdet.
Vi taler altså om den venskabsbykæde, der i år har 87 år på bagen, og som var den allerførste af de mange, der siden er skabt, og hvoraf 30-40 stadig er fungerende. Tilbage i 1989 var hele Norden med det daværende regentpar, Dronning Margrethe og Prins Henrik, i spidsen i Thisted for at fejre 50-året for indgåelsen af venskabsbyaftalen mellem Thisted og Uddevalla i Sverige.
Den blev indgået samme år, som Anden Verdenskrig brød ud. Men hurtigt efter krigen kom Skien i Norge og Loimaa i Finland med i kæden, og endelig kom Mosfellsbær i Island med i 1982-83. Som det er nu, mødes repræsentanter for de fem byer hvert andet år i et af byerne, og senest var træffet i Thisted for 10 år siden, som mange sikkert husker. I fire dage var der nordisk liv og kunst og optræden over hele midtbyen.
Den lange fælles historie betyder også, at Thisted Kommunalbestyrelse bør tænke en ekstra gang, om det virkelig er det, man vil – her og nu – med kort varsel sige farvel til de velkendte og veltjente nordiske relationer.
Jeg er med på, at venskabsbysamarbejdet måske trænger til en opdatering. Så lad os da til august sætte os sammen – kommunale politikere og embedsmænd fra de fem byer samt repræsentanter for foreningerne Norden i samme byer plus alle øvrige interesserede – for at diskutere, hvordan vi i løbet af den næste samarbejdsperiode kan gøre venskabsbysamarbejdet mere levende og interessant for borgerne – ikke mindst for de unge. Møder mellem unge fra venskabsbyerne har altid for Thisted været en vigtig del af venskabsbysamarbejdet. Jeg har mødt mange thyboer, som med glæde husker 50-60 år eller mindre tilbage på dengang, de var i Sverige eller Norge eller Finland på lejr med andre unge.
For tiden er til at styrke det nordiske samarbejde. Ikke det modsatte. Af alle tider. For første gang nogen sinde er alle otte nordiske lande – de fem stater og de fem såkaldt selvstyrende områder – med i den samme forsvarsalliance (NATO). Så nu kan der også føres fællesnordisk udenrigs-, forsvars-, sikkerheds- og beredskabspolitik. Udover alle de øvrige fællesnordiske politikker, der arbejdes med og løbende har været det siden Anden Verdenskrig.
Den danske befolkning bakker mere og mere op om Norden og det nordiske samarbejde. Det har da også vist sin styrke, når de øvrige nordiske landes regeringer og befolkninger har bakket op om Kongeriget Danmark i en svær tid, hvor der skal balanceres mellem mange interesser. Men hvor suverænitet, folkestyre (ikke bare formelt demokrati), økonomisk samarbejde, kulturel udveksling og respekt for samarbejdspartnere hele tiden må holdes i fokus. Som vi gør det i Norden.
Den danske Foreningen Norden har som mange andre foreninger mistet medlemmer i de seneste mange år. Der er flere, som har meldt sig ud eller er afgået ved døden, end der har meldt sig ind. Men den kurve lykkedes det Foreningen Norden at vende sidst på året 2025. I fjor fik Foreningen Norden i Danmark knap 2000 ny medlemmer, hvilket er en tilgang på 20-25 pct. Også i Thisted Kommune har Foreningen Norden oplevet en tilgang af ny medlemmer op til det nylige årsskifte.
Et øjeblik …
