Når man er blind, er der en del glæder i tilværelsen, man ikke selv får del i. Er man pensionist, er der endnu færre glæder. Bliver man alene, fordi ens ægtefælle dør, er der slet ikke noget tilbage. Og dog …

Da min farfar blev alvorligt syg som 97-årig, kunne han se tilbage på et langt og indholdsrigt liv, trods blindheden. Jeg sad og lyttede, og han fortalte især om sin barndom, men det, der fangede mig mest, var hans beretninger fra hans ældste år. Vantro måtte jeg høre på, at den frihed, man under unge og yngre, ikke eksisterer for de gamle. De har for eksempel ikke bare lov til at finde en kæreste, gå i byen eller det, almindelige mennesker under 60 gør.

I 1976 døde min farmor, og farfar på 79 flyttede ned i nærheden af min far, der pænt og anstændigt ville tage sig af den gamle.
Farfar havde fået grøn stær og var blevet blind som 60-årig, men han var en statelig, rank og egentlig flot herre, der havde masser af glød tilbage.
Min fars opgave var at sørge for hans velbefindende på den ene side, og at der på den anden side ikke blev pustet for meget til gløderne.
– Vi tager os af min gamle far, sagde min far til Rotary-møderne og fik anerkendende smil og skulderklap.
– Du gør det godt, Gunnar!

– Ja. For eksempel henter og bringer jeg ham hver eneste søndag til middag! Det har jeg nu gjort i tre år! Men jeg hjæper ham sandelig også med så meget andet. Nu sidst var jeg med ham nede for at købe nyt fjernsyn. Ja, det ville han have, selv om han er blind.
Det lo de alle ad, og min far viste endnu engang, at han godt kunne lide at fortælle. Det gjorde han også nu og her til vores lille familiefest, og vi lo ved at høre om hans herlige møde med de roterende kammerater og farfars tosseri.
Så kiggede han på uret, rejste sig og erklærede, at nu hentede han farfar som aftalt.

– Tak skal du have, Gunnar, sagde farfar, da min far en halv time senere satte ham på plads ved spisebordet.

Farfar skulle selvfølgelig midt i måltidet på toilet, og min far himlede en enkelt gang med øjnene uden at sige noget. Farfar stavrede derud med sin hvide stok, og lige så snart døren var lukket, fik Gunnar pludselig travlt. Han smed et antal cognacglas på bordet, tyssede og skænkede op til os andre.
- Skal farfar ikke have noget, spurgte jeg forundret.
- Nej, det har han ikke godt af, mente far, mens Rikke, fars nuværende kone, grinede skævt.
- Ja, men hvorfor må han ikke få cognac, insisterede jeg.
- Cognac er noget, satan har skabt, sagde Rikke.
- Han bliver noget utidig og fjale af det, svarede Gunnar og vinkede samtalen af.

Da farfar kom ind igen, havde han lidt besvær med at finde sin plads.
- Det der gør han altid, for at vi skal få medlidenhed med ham, hviskede Rikke til mig. - I virkeligheden er det et spørgsmål, om han ikke bare spiller blind og slet ikke er det. I hvert fald ikke så meget. Det, han vil se, det ser han. Det, han vil høre, det hører han.

Vi spiste videre, indtil min far uden en lyd hævede sit cognacglas og hilste på os. Hans projekt var dog håbløst.
- Hvad drikker I, Gunnar, spurgte kvikke farfar, hvis hørelse og lugtesans viste sig at være som en schæferhunds.
- Åh, vi tager bare en lille cognac; jeg troede ikke, du også ville have, forsøgte Gunnar sig, noget ærgerlig og naturligvis helt omsonst.
- Det ved du da godt, sagde farfar indigneret, og min sure far måtte skænke en cognac op til ham også. Farfar stak erfaringsmæssigt en finger ned i glasset og ind i munden:
- Det var da godt nok en lille cognac, mente han og plirrede med sine blinde øjne. - Det er nok bare en smagsprøve.
Han skyllede den ned hurtigere, end nogen kunne nå at sige skål og rakte insisterende glasset hen i retning af min far.
- Den er god nok, Gunnar, noget bedre end den du sidst hældte i mig i søndags.

Så måtte min irriterede far skænke en hel op. Da far selv skulle ud, tilbød jeg farfar et glas mere, hvortil han glad takkede ja, mens Rikke så sur ud.
Men jeg forstod stadig ikke, hvorfor cognac var forbudt for farfar. Utidig og fjale?

Senere sprængte farfar lige en lille bombe under kaffen:
- Ja, jeg har jo inviteret Frida til at besøge mig et smut her på lørdag, oplyste han. Gunnar spærrede øjnene op. Han rømmede sig flere gange:

– Ja, men far, vi plejer da at snakke om dine besøg og sådan noget??

– Jo, men jeg synes jo, jeg er gammel nok til selv at træffe aftaler.

Et par stykker af os kom til at fnise, men et strengt blik fra far fik os til at se neutrale ud.

Min far var helt tydeligt ikke meget for, at den gamle skulle have besøg. På den måde, som han sagde. Jeg fattede i starten ikke helt, hvad han mente. Og hvad havde det med cognac at gøre?

– Vi har jo før været inde på det der med Frida, far, forsøgte han, og nu var det hans tur til at se sur ud.

Min 82-årige farfar havde kontakt med resterne af sin familie hjemme på Fyn, hvor han på en eller anden måde fik forbindelse til naboens datter, Frida, der var 42 år og lidt sær. Ugift hjemmeboende og bygget på en måde, så mænd ikke følte trang til at fløjte efter hende. Når min far omtalte hende, rullede han med øjnene.
Men det var altså blevet aftalt til fars store fortrydelse og uden hans tilladelse, at Forstyrrede Frida skulle besøge farfar i den kommende weekend.
– Hun er jo kun 42, far, forsøgte han minsandten igen - uden at få svar.
Måske tænkte han en del på sit i Rotary ærefulde medlemsskab, der nemt kunne komme i fare, og derfor sørgede han for, at farfar ikke var i tvivl om, at det var et engangsbesøg:
- Men hun bliver bare lørdag, ikke?
Jo, det mente farfar nok.
- For både lørdag og søndag er da vist for meget for dig. Du skal jo også tænke på, at du ikke er så ung mere.
- Nej, vist. Men det har vi nu ingen planer om.
Far sank tilbage og genfandt sit gode humør, og resten af festmiddagen gik nogenlunde.

Men - kommer Frida på besøg? Vil Gunnar give lov? Er anstændigheden ikke i fare? Hvad vil naboerne ikke sige? Eller dem fra Rotary? Læs i morgen, hvad der skete

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg