Frida kom lørdag lige før frokost; de fik dejlig mad, som hun lavede, og bagefter fik de kaffe og cognac, og så foreslog farfar, at de skulle sove til middag, som gamle folk jo gør. Farfar fandt det ganske naturligt at tilbyde Frida farmors ledige del af dobbeltsengen i stedet for en opredning i stuen, hvilket Frida tog imod med glæde.
- Farmor er nok ligeglad, sagde han og blinkede med øjet, selv om han ikke kunne se; men det kunne Frida, og hun var til fals.
- Det er også mere praktisk i forhold til badeværelset, smilede hun.
Farfar havde ikke set hende, siden han flyttede fra Fyn for 35 år siden, og han kunne kun dårligt huske den lille hostende, brystsvage pige på syv år. Som blind måtte han nu føle sig frem og blev overrasket over de store forandringer, der var sket. Og hun hostede heller ikke.
Lidt senere var farfar blevet mild i sindet og besluttede at folde en anden af sine gæstfri sider ud og inviterede derfor Frida på aftensmad.
- Det er da alt for tidligt at tage hjem allerede nu.
- Det er jæ da helt enig i, lød den fynske reaktion på det argument. – Der er laaaangt til Fyn!
Da de havde spist Fridas veltillavede aftensmad og drukket dejlig rødvin til, blev de overvældet af en naturlig trang til at gå tidligt i seng.
Her mente farfar efter at have pustet lidt ud, at det nu slet ikke kunne betale sig for hende at tage hjem så sent.
- Bliv til i morgen, var hans enkle løsning. Frida var som sædvanlig meget samarbejdsvillig og i øvrigt helt enig og efter farfars udsagn bagefter ustyrligt sød.
Farfar fortalte mig en hel del, og resten kunne jeg nok gætte mig til. Han har nok tænkt der i sin sygeseng, at nu kunne det hele være lige meget.
- Ja, hvis du gi´r en kop kaff og en cognac, Ivar!
Han levede op til sit navn og stod straks op og lavede kaffe uden at spilde ret meget på køkkenbordet. Han serverede kaffe og mere cognac, og de talte så godt sammen i timer, og så sov Frida hos farfar resten af natten eller i hvert fald en stor del af den.
Farfar mente selv, at de vistnok sov uroligt begge to. I hvert fald vågnede de mange gange, og hver gang skulle han lige sikre sig, at hun stadig lå der ved at føle efter. Da det var mørkt, gjorde Frida det samme og mærkede efter, at der var liv i farfar.
Næste morgen foreslog farfar, at de da lige skulle vågne, inden de stod op, hvilket Frida begejstret accepterede. Efter en halv times morgengymnastik, som det formentlig mest kunne sammenlignes med, fik Frida nynnende ordnet sit hår, der var gået hen og blevet en kende uglet. Hun smilede glad til sig selv i spejlet, for hun behøvede ikke lægge make-up.
Under morgenmaden foreslog Frida, at de skulle have en cognac til morgenkaffen, og det, syntes farfar, var en fortryllende ide, som farmor aldrig havde kunnet finde på at foreslå. Han fik straks lidt dårlig samvittighed.
– Det er meget mærkeligt, sagde han til mig. – Tænk dig - jeg glemte hende sgu! Mærkeligt!
Cognac´en gjorde dem desværre søvnige, så de atter måtte en tur ind i sengen.
- Med større alder kommer der større opsparing, var farfars kommentar til den megen væde, der strømmede ud af ham.
– Det ska je da re´nok lov´ for, mente Frida beundrende. – Man sgutte tro, du er 82!
Det var meget længe siden, at farfar havde fået så politive tilbagemeldinger. At han fik vand i øjnene, skyldtes udelukkende, at han havde glemt at dryppe sin grønne stær, hvilket han stadig gjorde af gammel vane.
Inden frokost spadserede de ned ad gaden eller forsøgte i hvert fald. Det var længe siden, farmor døde, og når hjemmehjælperne gik tur med ham, var det ham, der skulle holde om deres arm, for sådan skal en blind gøre. Sådan noget vidste Frida ikke og tog bare fat i hans arm og trak ham helt ind til sig, og farfar syntes, det var dejligt for en gangs skyld at gå så tæt arm i barm med en kvinde.
Farfar måtte ringe til min far og meddele ham, at just denne søndag kunne han desværre ikke spise hos dem.
- Er Forstyrrede Frida ikke taget hjem, spurgte min far med en grumme anelse.
- Nej, nej, Gunnar, vi hygger os med minderne fra tidligere. Og Frida er slet ikke forstyrret længere.
Min far tænkte lidt over, dels at farfars stemme var en anelse anderledes, dels, hvilke minder en 82-årig mand kunne have sammen med denne 42-årige kvinde fra Fyn, og resultatet af hans tænkning kom prompte:
- Men så skal hun da også hjem i morgen, ikke?
- Jo. Jo. Det skal hun da bestemt.
Men eftersom farfar syntes, det var et fint arrangement, og Frida tilsvarende for første gang i sit liv følte sig efterstræbt og rent ud sagt begæret og faktisk også havde visse nydelser, hun ikke mindedes at have haft før, blev det ikke rigtigt til noget med den hjemsendelse.
De fik frokost med øl og cognac og den obligatoriske middagslur, og farfar mente, at Frida godt kunne blive til om mandagen. Det var Frida helt enig i, og derved blev det.
Hele ugen boede Fristende Frida hos farfar til begges tilfredsstillelse, om man så må sige, og først om fredagen var det slut med cognac og middagslur og alt det andet.
Min far dukkede nemlig op efter flere krisemøder med Rikke, pakkede Fridas få ting sammen og kørte hende til toget efter at have fortalt sin far, at det altså var sidste gang, Frida skulle besøge ham, hvad han dog tænkte på, om han ikke skammede sig, mens han gik ind i soveværelset med den tætte atmosfære, vredt så den rodede dobbeltseng, hvorpå der lå en BH i overstørrelse samt på gulvet et par af farfars gammeldags underbukser, for derefter at hive rullegardinet op, der ikke så ud til at have været oppe hele ugen og kigge ængstelig ud ad det nu åbnede vindue over mod naboerne.
Fridas røde kinder og den voldsomme glød i sin fars øjne lagde han ikke mærke til.
Men hjemme igen rullede han hele historien ud for alle os med store øjne og blafrende ører.
Det var efter Forstyrrede Fridas besøg, jeg forstod, hvorfor cognac er noget, satan har skabt.
Et øjeblik …
