Jeg mærkede det allerede nytårsmorgen, da jeg – sent – stod op. En smule skæren i halsen, en ubetydelig ømhed, ikke noget at snakke om.

Den første mundfuld kaffe skar sig vej ned gennem halsen. Skar? Som var kokken ved et uheld kommet til at placere to barberblade i kaffen – og kun til mig. De andre gæster i restauranten så glade og tilfredse ud, en smule udmattede efter gårsdagens mange – og også – kulinariske indslag.

Vi kørte hjemad. Under turen gik det langsomt, men sikkert op for mig, at jeg var blevet forkølet. Min vejrtrækning var besværet, jeg måtte rømme mig flere gange for at kunne tale forståeligt, og imens spekulerede jeg på, hvad der var i medicinskabet derhjemme. Panodiler? Næsespray? Hostebolcher?

Mod min vilje indså jeg, at jeg var blevet forkølet. En ufarlig sygdom, der ville kunne klares på en uge eller højst 7 dage. Det tager altid en uge. Altid. Støder der hovedpine eller feber til, kan man heller ikke træne i fitness. Man kan ingenting. Kun ligge hjælpeløs i sengen uden glæde over livet. Og hoste! Somme tider  flere døgn i træk, bare hoste og hoste og langsomt slide halshullet i små, flåede stykker, som tydeligt kan mærkes, når man prøver at få lidt mad ned.

At være forkølet er den mest trælse og mest irriterende sygdom blandt dem, der er ufarlige for ens helbred. Hver gang det sker, tænker jeg over, hvorfor det rammer mig? Jeg dyrker motion, spiser grønt, drikker ikke umådeholdent, har sunde, naturlige interesser som for eksempel golf. Hvorfor mig?? Burde vi i virkeligheden altid gå rundt med det der coronabind og beskytte os selv? De åhsåkloge læger sagde jo dengang, at det ville hindre smitten. Bagefter sagde de, at bindet var medvirkende til, at nu havde vi intet immunforsvar.

Næh. Der er kun det tilbage at tage den med ro. Til nød ligge på sofaen med et tæppe over, lade hustruen i ens liv servere en brandvarm toddy af rom og koghedt vand og åbne for TV og endnu engang se den optagede olypmiske finale i herrehåndbold. Eller finalen i EM i 1992.

Det kan da altid give en lille smule glæde i en tid med få glæder. Når den amerikanske præsident TRUMPer rundt i den grønlandske indlandsis minder han mig mere om putinismens magtbrynde end om en kær allieret, vi altid har holdt os til. I hvert fald i min tid. Så vi er ladt alene på perronen i et EU, der naivt – som alle os andre – har troet på, at krige var noget, der var engang.

Så pludselig er min forkølelse ikke noget som helst.