Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (17. af 23)

Jeg får fat i Vibeke, og vi siger farvel på lærerværelset.
– Vi skal ind og hente min nye bil, siger jeg.
– Vores, siger konen.
– Ja, ja.

Man skal aldrig sige konen imod. Alle ved jo godt, at bilen er mandens domæne. Bil.dk = Mand.dk.
Som sædvanlig kører jeg, og jeg tager den stille og rolig. Ikke noget med at overhale. Det vil hun ikke bryde sig om.
Jeg fortæller hende om min telefonsamtale.
– Ja, men Per Ole. Du er da kørt lidt ovenud, er du ikke? Politianmeldt for vold? Det har du da aldrig prøvet før.

Jeg føler mig faktisk helt stolt og retter mig lidt op i sædet. Kom bare an, verden! Her kommer Tarzan.

En grøn blikkasse med fire hjul ligger konstant i røven på mig. Jeg kører 80 kilometer i timen, hverken mere eller mindre. Helt lovligt. Han vil åbenbart køre hurtigere.
Han lægger an til overhaling og er side om side med mig. Jeg sætter farten op, så jeg kører lige så hurtigt.
– Per Ole! Hvad laver du, råber Vibeke ved min side.
– Nå, det er bare en idiot, der vil forbi.
– Ja, men så lad ham da komme forbi …
– Aldrig i livet. Tror sådan en fartbølle, han bare kan komme her og forstyrre normale menneskers kørsel?

Han falder tilbage og drejer ind bag mig igen. Så blinker han flere gange med lyset. Nede i krydset holder jeg for rødt. Han stiger ud af sin grønne æske og kommer hen til mig. Jeg ruller vinduet ned.
– Sig mig engang! Hvad fanden er du ude på, spørger han og truer mig med en knytnæve ind ad vinduet.
Jeg tager fat i næven og maser den.
– Avvvvvvvv, gisper han og falder om på gaden. Det bliver grønt, og jeg kører.

– Altså Per Ole, for fanden, hvad går der dog af dig?
– Jeg synes bare ikke, han skal stå der og true mig. Det så du da godt, ikke?
– Jo, men ærlig talt. Var du ikke også en smule fræk over for ham?
– Nej, det var jeg ikke. Jeg kørte det, man må. Han ville overhale. Ergo kørte han hurtigere, end loven tillader. Bum!
– Ja, men du er da ikke færdselspoliti.
– Nej, det skal han være glad for. Det kunne jeg ellers godt tænke mig.

Vi kører om ad Ringvejen ud til VW.
Foran mig kører en lille smadderkasse med 55 kilometer i timen. Vi må køre 60. Hvorfor fanden kører han så ikke 60?
Jeg kører helt op bag ham. Det er han ligeglad med. Endelig kan jeg se mit snit til at overhale ham og lægger mig ind foran ham og dæmper farten til 40.
Nu er det ham, der må ned i fart. Ha! Det har han godt af. Jeg sætter den yderligere ned til 30. Han må følge med.
På den måde varer det lidt, inden vi når lyskurven i Wasskrydset.

- Hvorfor kører du så langsomt, Per Ole?
- Jeg vil så nødig have skyld for at være en bilbølle.
- Nååå. Meeeen, … kan det ikke blive for langsomt?
- Nu er vi der.

I forvejen har jeg tømt Toyotaen for alt af værdi og ærgrer mig bare lidt over, at de to bagdæk er relativt nye. Men det gider jeg ikke spekulere mere over lige nu. Jeg glæder mig helt vildt til den nye bil.
Foran indgangsdøren hos VW er p–pladsen optaget. Der holder en gammel boble. Jeg går ud og løfter den ud fra pladsen, skubber den længere hen og kører min egen ind i stedet.
Sådan. En mekaniker står og glor inde bag døren til værkstedet, hvor der over porten står "Dialogmodtagelse".
De skal få dialog, skal de.

(Fortsættes)