Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (22. af 23)

Der går tre dage, og jeg vænner mig langsomt til en lidt mere afslappet tilværelse. Ingen slagsmål længere, for jeg har ikke set nogen overhovedet bortset fra en eller anden, der kørte langsomt ned gennem gaden; jeg var lige ved at fare ud og spørge ham, hvad fanden han lavede her på den måde, og om han ville have et par på frakken, men undlod. Jeg kan sagtens styre mig, når jeg bare ved, hvad det gælder.
Mine armbøjninger har langsomt stabiliseret sig på en fyrre stykker, fordi jeg ikke rigtig gider tage flere, og kvinder kigger jeg kun sjældent efter ude på gaden – her fra mit vindue under gardinet. Dem er der altså ikke mange af, hvis jeg må sige det på den måde. Jeg tør simpelthen ikke vove mig uden for en dør af angst for at overtræde dealen.

Jeg lister mig dog om på efterskolen den sidste dag, uden at Vibeke ved det, og jeg gør det kun, fordi jeg er desperat efter at komme lidt ud og se andre mennesker. Jeg tror heller ikke, hun ville have noget imod det. Jeg siger til mig selv, at jeg nok skal opføre mig ordentlig. Jeg ved jo, hvad det gælder. Vibeke, slet og ret.
– Per Ole, du skal opføre dig ordentlig, er du med, siger den rare 67–årige bedstefar.
– Ja, Per Ole, det skal jeg nok, svarer det 17–årige hidsige barnebarn.
Når jeg lover noget, så holder jeg det. Især når det er det mest praktiske.

Jeg går ind på lærerværelset, hvor der sidder flere. De hilser på mig, men siger intet. Alle lader som ingenting. Måske slipper jeg for en masse? Måske har de ikke hørt det med mig og politibilerne og fængslet og alt det der?
– Nå, Per Ole, hvordan var det så at være i fængsel?

Nå, det havde de.
– Jo, Cecilie, det var da sjovt at prøve.
– Sjovt?
– Ja, altså i hvert fald nogenlunde sjovt.
– Hæ, hæ, Per Ole. Rart at høre, at du stadig har dit gamle humør. Har ellers hørt et og andet om dig og dine … lyster …

Hun griner så lumsk og skubber lidt til mig.
– Det der sex; kom det bag på dig? Eller ha, ha …

Nu ved jeg ikke helt, hvad jeg skal svare. Dels fordi jeg ikke aner, hvad hun snakker om, dels fordi jeg ikke synes, det kommer hende ved.
– Du var sørme energisk med at hjælpe Ella Bella. Er du klar over, at hun har været sygemeldt lige siden?
– Hm, har hørt om det.
– Du spurgte hende, om hun var blevet mor og ville derfor absolut hjælpe med at ælte dej, men fik vist fat i noget forkert noget at ælte … Hæ, hæ.
– Øh, jeg husker ikke helt …
– Du havde da begge hænder oppe under blusen på hende …
– Nå, for pokker.
– Ja, vi kunne ikke rive hende fra dig.
– Ja, men dog. Hvad gjorde I så?
– Først da vi hentede både Pontius, Peter Christian og Søren Peter Jørgen lykkedes det!
– Peter Christian og Søren Peter Jørgen?

Det er faktisk flovt, det her.
– Jeg må vist hellere køre hjem igen …
– Er det ikke varmt at have den der hættetrøje på?
– Jo, men når det nu ser smart ud …
– Du er sgu da en gammel mand, Per Ole. Du lyder som en 17-årig elev, og når jeg tænker mig om …
– … Ja, det ville da så være noget nyt …
– … så synes jeg, at alt det, jeg har hørt om dig, er højst mærkeligt. Førhen var du da sådan en stille og rolig ældre herre, der havde styr på det hele og aldrig råbte eller skreg eller slog andre eller havde sine hænder det forkerte sted …

Hun stirrer på mig, som om jeg kom fra Mars. Efter et par sekunder kommer hun i tanker om noget.
– Der er er teaterforestilling oppe i salen lige nu. De kommer fra Hundborg og har fået lov at låne vores sal til at træne i den sidste måned. Gå da op og se det, foreslår hun bredt smilende. – Du skal jo på en måde ind i det igen, og der er helt mørkt oppe i salen. Jeg tror ikke, eleverne ved noget om dig og det her. Altså ikke andet end det der med Peter. Ha, ha. Løftede du ham virkelig op og smed ham hen ad gulvet?

Hun ser beundrende på mine armmuskler.
– Ja, det er da et godt forslag, mener jeg også og går derop. Jeg har ikke hørt om teater fra Hundborg, men der er så meget, jeg ikke får at vide.

Alle vinduerne har sort plastik for, og en mand styrer projektørerne. Inde på scenen står fire grønne mænd. Grønne dragter, grønne ansigter. Grøn over det hele.
Det slår ned i mig. Her er min grønne mand. En skuespiller!
Jeg kan godt genkende den ene af dem. Nu er han vist omsider faldet ned. Det er altså ikke så godt med alle de aggressioner. Gudskelov!

Jeg bliver lettet og stryger ned ad trappen, sparker døren op og skynder mig hjem.

(Hvad er der med de grønne mænd? Vil Per Ole nogensinde blive helt normal igen? Få den spændende afslutning næste lørdag, den 27. februar)