Gik du også i skole i halvtredserne? Finn

Lærer Søren Højmark Jensen var skolelærer og førstelærer i samme person i Sæd Skole ved grænsen mellem Tønder og Vest-Tyskland. Jeg startede i den skole i 1953.

Sæd er vel mest kendt for grænsestationen, men burde også være kendt for et socialt drama uden lige. I landsbyens sydlige udkant, ved den tidligere landevej mod Sdr. Lügum, står på østsiden af vejen en lav sten, hvor al indskrift i dag er borte. Stenen er sat som skamstøtte over en stakkels kone, Karen Christens, der i 1712 af fortvivlelse og sortsyn over sit elendige liv, forgav sine fire børn og sig selv med rottegift. Kvinden blev slæbt til vejsiden og kulet ned, hvor stenen endnu står til skræk og advarsel, mens de fire børn dog fik lov til at blive begravet i hellig jord på kirkegården i Ubjerg.

Alle andre historier, vi hørte i skolen, stammede fra biblen og den oldnordiske mytologi. Jesus fik lige så meget som Odin og Thor, selv om vi nok syntes, at han måske var en anelse mere spag i det. For eksempel kunne han åbenbart ikke lave torden. Gud kan alt, sagde Højmark. Ingen spurgte ham, om Gud så også kunne lave en sten, der var så tung, at han ikke kunne løfte den?

Vi bad meget og skulle kunne salmevers udenad; en strofe om dagen. Preben havde sine læseproblemer; i dag ville vi kalde det ordblindhed, men det vidste vi jo ikke dengang. Han kunne bare ikke lære sine salmevers. Til at begynde med fik han så eftersidning, men det kunne selv de yngste hurtigt regne ud, at den ville ikke gå i længden. Ganske rigtigt. I en time stod fru Højmark der og erklærede eftersidning for afskaffet. Hun gad nok ikke altid vente på Søren til eftermiddagskaffen. Hun deltog somme tider i undervisningen, og lærer Højmark var anderledes.

Så Preben slap og fik lov at blive siddende. Vi var lidt misundelige på ham. Tænk at være fri for at lære salmevers udenad!

Kun ved at række hånden op fik man ordet. Af og til uddelte lærer Højmark lussinger. Hvis drengene havde drillet pigerne mere, end godt var, skulle vi stille op på en lang række. Den første fik så en på hovedet, trådte til side og overlod gavmildt pladsen til den næste.

Om lørdagen fik vi først fri, når vi havde tæsket trosbekendelsen igennem. Fadervor om morgenen var, hvad det var, men denne … Den tog SÅ lang tid. Højmark stod med lukkede øjne og messede langsomt og sikkert hele remsen igennem.

Højmark konverterede i sit sidste leveår til katolicismen. Han kunne bare ikke få nok.