Når Mette Frederiksen mener, at folkesundheden er vigtigere end loven, har hun overset én ting

En bekendt, der ikke vil have sit navn frem, stødte ind i mig forleden. Vi vekslede et par ord:

– Hold kæft, mand, sagde han, mens han himlede med øjnene. – Mette Frederiksen og regeringen mener åbenbart, at de godt må bryde loven, hvis det sker på vegne af folkesundheden.

– Hvad mener du?

– De beordrede Danmarks mink aflivet og samtlige farme nedlagt. Sådan! På grund af folkesundheden, sagde Mette.

– Ja, men er det ikke et godt argument?

– Det er et hult argument. For regeringen og S ville jo ikke være med til at forhøje cigaretafgifterne med mere end omkring 15 kroner, selv om alle eksperter - og hele Norge for den sags skyld - har fastslået, at kun en stor afgiftsforhøjelse på mindst 50 kroner, tror jeg, det var, kan få de unge fra at begynde at ryge.

– Men hvad har coronaepidemien med rygning at gøre?

– Hanne, du plejer at være skarp. Du ligner en, der har været til julefrokost og ikke er helt klar endnu. Ved du ikke, at mens der "kun" er 950, der er døde af coronaen, er der tre gange så mange, der er døde af rygelunger!

Fakta viser dog, at han er underdimensioneret i sin viden. Faktisk 10 gange så mange:

Fakta

  • Tobaksrygning koster hvert år cirka 14.000 danskere livet, mens passiv røg er skyld i cirka 300 -500 dødsfald
  • Halvdelen af alle rygere dør af en sygdom som enten skyldes eller forværres af deres rygning
  • I gennemsnit mister rygerne cirka 10 år af deres liv

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg