Nogle billeder stammer fra Thisted Lokalarkiv
Titelbilledet:
V Langballe, Gunnar 2017046. Reklame for Jensen & Langballe. Hvass-krydset mellem Østerbakken, Ringvej og Sennelsvej. Årstal ukendt. Men det er taget i de gode, gamle dage.
Kører man ud af byen på Østerbakken, er der 50 km i timen hele vejen gennem lyskrydset til bygrænsen, hvor man så må køre 70 km i timen.
Kommer man fra Ringvej og skal gennem krydset og videre ad Sennelsvej, fortsætter man bare med at køre 60 km i timen. Så i samme lyskryds må den ene retning køre 60, mens man i den anden retning kun må køre 50. Kan det være rigtigt? Dog, der er flere problemer.
Den stakkel, som kommer fra Ringvej med 60 km i timen og skal svinge til venstre ud af byen, tror bare, at han kan fortsætte med at køre 60 km i timen. Det gælder også hans kammerat, den anden stakkel, der kommer fra Sennelsvej og drejer til højre i krydset, mens han intetanende speeder op til 60 igen.
Det må han bare ikke.
Foto: Ejvind Thomsen
Fordi:
På Ringvej må man jo køre 60, men der er intet ophørsskilt, fordi 60 fortsætter ud ad Sennelsvej, hvor man fortsætter med at køre 60. De fleste thistedborgere er formentlig bekendt med denne tingenes uorden og indretter sig derefter. Men turister og morsingboere kunne meget vel tænkes ikke at tænke over det. Men skal man dreje fra de to 60-veje ud på Østerbakken, er det 50, der må køres. Og det står ingen steder.
Det har politiet også bemærket og har derfor fra tid til anden opstillet fartkontrol på Østerbakken øst for lyskrydset. Der, hvor folk kan være i tvivl. Snedigt, ikke?
Foto: Ejvind Thomsen
Måske bør der være opstillet skilte med ophør af 60 km i timen på både Tingvej og Sennelsvej. Så skal man nyorientere sig. Men som her på Sennelsvej har kommunen mere travlt med at orientere om 60-hastigheden.
Og at lade vejen fra lyskrydset hen mod 70 km i timen være 50 km i timen er næsten at drive gæk med folk.
PS. Redaktionen er bekendt med mindst én fartsynder, der har kørt 60 på det stykke. Det kostede kr. 1.200. Hvis strækningen er 600 meter, bliver prisen 2 kroner pr. meter. Dyr asfalt!