Alle billeder er fra DR.

DRs datingserie veksler mellem rørende scener og musikhalløj

En af mændene fortæller meget direkte og følelsesbetonet (selvfølgelig, hvad ellers?) om tabet af sin kræftsyge yngre hustru. Vi seere når lige at synke ned i medfølelse, da han brat bliver afløst af et skingrende, volumenhøjt stykke irriterende dansk moderne popmusik, der virker i den grad voldsomt forkert.
Svarende til en gudstjeneste i en dansk folkekirke, hvor præsten midt i en alvorlig påskeprædiken pludselig slår tre flik-flak ned ad kirkegulvet.
Hvorfor denne diskreprans? Denne totale uovervejede forskellighed? Hvilken instruktør eller producer synes, at et så følsomt emne som denne mand fortæller om, stærkt bevæget i situationen, på sekundet skal afløses af musiklarm? 

Man kan diskutere, om det er i orden, at formatet udleverer deltagerne, for det gør det. Men de har nok indvilget i at deltage på de præmisser. 
Det er jo også spændende for os seere at iagttage det videre forløb. Lykkes det for nogen at finde sammen? Hvad tiltrækkes de af? Hvilke prøvelser skal de igennem først? Nogen skulle klatre opad på et bjerg, en stor udfordring. 
Om aftenen mødes de og hygger sig med god mad og drikkelse og synger og optræder for hinanden, igen for nogle en overskridelse af daglige normer måske. De skriver et brev, en meddelelse enten til sig selv eller til en, de har mistet, og det var meget følelsesladet. En kvinde fortæller om at miste sin søn, og her var der heldigvis ikke lirum-larummusik lige bagefter.

Serien lever således i de øjeblikke, hvor den enkelte fortæller om sit liv. Her er der ingen forstillelse, ingen reklame, ingen falsk varebetegnelse, kun udlevering af ofte skrøbelige og til dels tabubelagte oplevelser. Her er serien stærk!