Et øjeblik …
Vi taler ikke meget om det uafvendelige, det for os givne: Døden. I bedste fald drømmer vi lidt om det evige liv, hvor vi vil gense vores kære. Men hvorfra stammer det?
Som Mark Twain engang skrev: “De billioner og atter billioner af år, hvor jeg ikke var født, havde jeg ingen lidelse, ingen erindring, ingenting! Det, tror jeg, vil gentage sig, når jeg er død igen”.
Sådan tænker jeg også. Jeg har ikke levet under 1. eller 2. verdenskrig. Jeg har ikke lidt og stridt, sørget og ærgret mig – overhovedet. Jeg var ikke til stede under 30-årskrigen. Jeg oplevede ikke 1864. Jeg deltog ikke i Stockholms Blodbad. Jeg var ikke med til at korsfæste Jesus. Jeg eksisterede ikke. Når jeg engang – igen – er død, er det på samme vilkår.
Når Putin må bide i det sure æble og erkende, at han ikke kan vinde sin krig, kan han tage hul på sit enorme atomarsenal. Jeg vil ikke deltage i den 3. verdenskrig, hvor de onde diktaturstater kæmper mod de gode demokratistater om verdensherredømmet. En enkelt a-bombe gør det af med mig og mine kære.
Mennesket har en indbygget fejl. Vi er menneskelige, og det betyder, at vi kan lave fejl, at vi kan være onde. At vi kan søge magten, for den betyder alt. Mod denne erkendelse kæmper tilhængere af kærlighed mellem mennesker forgæves. Kærligheden har i det spil ikke en chance. Hvorfor skulle Putin ellers ofre så mange russiske og ukrainske menneskers liv? Han kunne jo sagtens trække sig tilbage og nyde sit otium. Jeg har læst, at han mindst er milliardær. Ingen pensionsproblemer her! Hvorfor kan han ikke nøjes med det?
Det er enormt bittert at tænke på, at vi alle er små udgaver, mere eller mindre naturligvis, af Putin. At magten til enhver tid korrumperer og gør en mere ond, end man ellers regner med at være. Og alligevel dukker kærligheden op; denne følelse er unik og i særklasse. Måtte den overvinde alt andet!
