En journalist har taget coke for at kunne skrive en artikel om at dope sig og hvilke konsekvenser, det kan have. Men coke er livsfarligt! Vi kan foreslå en anden form for doping, der er gratis, lovligt og meget sundere.

Ja, du skal dope dig.
Kan man virkelig dope sig med lovlige midler?
Ja. Det kan man. Oven i købet uden at overtræde de nyeste coronaregler. Her er nemlig ikke tale om at forsamles eller på anden måde udsætte sig for smitte. Læs grundigt og find ud af, hvordan du gør …

Det er lykkedes tyske forskere at vise, at en god, lang løbetur udløser potente morfinlignende stoffer i hjernen, der bliver kaldt endorfiner.
Endorfiner kaldes også kroppens eget narkotika – og jo flere stoffer der udløses, desto større er lykkefølelsen.

Hvad er grunden til, at man begynder at løbe? Her følger den sande historie.

Dagen efter min 30 års fødselsdag så jeg tilfældigt mig selv i spejlet. Det var et ret dårligt spejl, idet det viste en mindst 40-årig ældre herre. Jeg gik ud i haven og sparkede til et træ.

Så tog jeg noget gammelt sportstøj på og luntede ned ad vejen mod en skov. En kort tur, for jeg blev noget forpustet. Alligevel var følelsen efter badet dejlig.
Næste dag gentog jeg den lille luntetur, og selv om det havde værket en smule i benene, så vidste jeg fra tidligere, at jeg forholdsvis hurtigt ville komme ovenpå, rent konditionsmæssigt.

Det tog nu lidt længere tid. Det gik overraskende op for mig, hvad grunden var. Jeg var rent faktisk i gang med at blive ældre.

Efter et par måneder med daglige løbeture, der startede fra at være på en enkelt eller to kilometer og nu var på fire til fem, blev jeg afhængig af at løbe. Samme afhængighed som andre af rygning, alkohol, heroin og den slags. Der var dage, hvor kursus, familiebesøg eller andet gjorde, at jeg ikke kunne løbe mig den sædvanlige tur, og jeg blev irritabel, lettere opfarende og sært utilfreds. Mine ben rystede, jeg kunne ikke sidde stille, og jeg snerrede ad folk. Det var blevet en nødvendighed for mig at få mit daglige fix. Efterhånden foreslog min kone mig, belært af erfaringerne, at jeg bare kunne stå tidligere op og løbe den tur.
Løberiet fortsatte, og jeg satte lidt efter lidt længden op. Jeg fik også købt nogle ordentlige løbesko med tyk sål.

Jeg fandt ud af, at jeg helst ville løbe om morgenen, for løbeturene havde givet mig en paradoksal indsigt: Motionen gav mig flere kræfter, ikke færre. Mit humør var tårnhøjt fra dagens begyndelse, jeg var kampberedt. Samtidig så jeg også en behagelig og meget positiv ændring af min krop, og den føltes efterhånden som den 30-årige, den burde. Jeg var blevet vild med at løbe.

Snart deltog jeg i det 12 kilometer lange Marselisløb, og forberedelserne til det indebar løb op ad stejle skråninger med tungen ud af halsen og åndedrættet på turbo for at få så god en kondition som muligt. Det viste sig da også, at jeg nærmede mig fire-minutters stregen, hvilket betyder, at jeg kunne løbe hver kilometer på under fire minutter.
Jeg blev ikke hurtigere. Havde jeg nået toppen af min formåen?

Men så kom en af mine kolleger og spurgte, om jeg ville med i den marathon, der lokalt skulle finde sted sent på efteråret det pågældende år.
En ny, spændende udfordring, må man sige. Nu skulle løbemængden sættes yderligere op, og jeg opdagede, at når jeg havde løbet 10 kilometer, opnåede jeg en slags rus, hvor jeg havde fornemmelsen af at svæve, og jeg tænkte mange gode, solide tanker imens.

Jeg skal dog oplyse, at rus-tilstanden ophører på et tidspunkt. Under alle omstændigheder er der ikke meget rus over en, når man nærmer sig 30-kilometermærket. Et marathon var dengang den yderste prøve.
Det lykkedes at gennemføre de 42,195 kilometer på 4 timer og 16 minutter. Ikke så flot, men alene det at have gennemført distancen føltes som en sejr. Det gjorde heller ikke noget, at stjernen dengang, Allan Zachariassen, kom løbende imod os på vej tilbage, da vi stadig havde 10 kilometer hen til 21 kilometer-vendepunktet.

At jeg i dag i en moden alder har slidgigt (artrose) i knæene, skyldes ikke løberiet. Næh, det kom fra de fodboldkampe, jeg har deltaget i. Tacklinger giver ofte knævrid, og det er sket for mig et par gange for meget.
Jeg savner at kunne løbe. Det er langt den nemmeste og mest givende motionsmåde for mig. Min vægt var enorm stabil i alle de 26 år. Og løberiet har den store fordel, at man kan få afklaret mange problemstillinger, store som små, mens man løber. Det kan man ikke med anden sport.

Løber du her i byen, bør du vælge cykel- eller spadserestier, gangstier og den slags for at undgå gader og bil-os.

Det bedste er en skovtur. Der er masser af muligheder i Thy for at finde skovstier og -veje, hvor du kan løbe helt uantastet af anden trafik. Måske et par gående svampesamlere af ældre dato. Skoven giver dig al den friske (gran)duft, du har brug for.

Skal du virkelig have åndedræt og puls i vejret, skal du løbe på stranden. Løb så længe og så hurtigt, du kan, løb langsomt indimellem, spurt, løb hurtigt og skift. Løb hjem, tag bad og nyd velværet.

Og kan du ikke løbe på grund af artrosen, så gå i fitness. Der sidder du mageligt, mens du hiver to jernstænger med 40 kilo på ned og ned og ned … Det giver forpustethed og sved på panden!

– Og så betyder det vel også noget, at man er begyndt at pille lidt i myten om, at vi alle bliver ældre. For det er sandt nok. Men – vi bliver ikke sundere! Vi bliver derimod mere og mere syge, efterhånden som alderen skrider fremad. Det er faktisk ikke nødvendigt bare stiltiende at akceptere det, hvis vi tænker os en smule om.

For det første bør vi dyrke motion.

For det andet bør vi ikke ryge.

For det tredje bør vi holde lidt igen med vin og spiritus. Måske kun drikke et par glas hveranden dag eller i weekenden?

For det fjerde bør vi have flere grønsager og mindre kød på bordet; flere fisk, færre engelske bøffer; flere planter kort sagt.

For det femte og måske det vigtigste: Vi skal  førge for at pleje venskaber! Vi skal sørge for at snakke godt og ordentligt med dem, vi kender, og dem, vi kommer til at kende. Vi skal sørge for et aktivt ældreliv. Holde os inden for fællesskaber og ikke udenfor.