Inden længe vil jul og nytår sætte deres præg på vores alkoholindtag.
Det er helt naturligt for de fleste.
Sundhedsstyrelsens aktuelle udmelding om indtag af alkohol starter med en slet skjult trussel: ”Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred”.
Men truslen er en papirtiger. For hvilket område, hvilket emne, hvilken tilstand er ikke risikofyldt? Når du sætter dig ind i din bil, er risikoen væsentlig større. Selv om valget mellem at køre i bil eller at tage toget er et valg, der indebærer en 70 x øget risiko for at dø, hvis du vælger bilen (bilkørsel: 56 dræbte per mia. person-km versus togtransport: 0.8 dræbte per mia. person-km trods ulykken fornylig i Spanien), har vi en klar fornemmelse af, at risikoen i begge tilfælde i praksis er meget lav og nærmest lig nul. Den teoretisk højere risiko ved at tage bilen vil ikke spille nogen rolle for vores valg af transportmiddel i praksis.
Der er også en risiko ved at tage cyklen eller el-løbehjulet. Efter tre meters kørsel kan du blive ramt af en lastbil. Eller styrte med den tohjulede, fordi en bette sten på vejen kom i vejen. Du falder, og desværre havde du ikke taget cykelhjelm på.
Din livstidsrisiko for at dø ved et trafikuheld er 1 ud af 101, mens risikoen for at dø ved et flystyrt er 1 ud af 11.756. Altså målt på et helt menneskeliv.
Når Sundhedsstyrelsen så dramatiserer sine udmeldinger om alkoholforbrug (”Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred”) er der formentlig i højere grad tale om en pædagogisk foranstaltning fra styrelsens side end en advarsel om pludselig og risikobetonet handling.
Megen forskning tyder på, at alt andet lige er alkohol "farligere" for mennesker under 40 år end for ældre.
”Det bedste, du kan gøre, er at holde op med at ryge, drikke og spise grillbøffer”, siger lægen. ”Hvad er det næstbedste?”, kunne man spørge.

Styrelsen anbefaler, at man holder sig på under 10 genstande pr. uge. En genstand er et glas vin på 12 cm3 eller en øl på 33 cl.
Samtidig bør man ikke drikke mere end højst fire genstande i træk.
Hvis man som voksen drikker i gennemsnit 10 genstande om ugen fordelt på syv dage (mandag til fredag: Én genstand, tre om lørdagen, to om søndagen), vil risikoen for at dø tidligere end forventet på grund af en alkoholrelateret tilstand være omkring 0,1 %.
Omregnet fra procent til en naturlig frekvens svarer det til en risikogrænse på 1 ud af 1000. At risikoen for tidlig død falder fra 1-2 ud af 100 til 1 ud af 1000 vil overraske de fleste.

Hvad i alverden gør man så juleaften eller måske især nytårsaften?
Når man læser det med småt og får flere nuancer med, viser det sig, at det farlige består i umådeholden drikkeri dag efter dag. Det bliver man garanteret syg af.
Men at man en fire - fem gange om året drikker fire eller fem eller måske endda seks glas efter hinanden, det burde ikke medføre moralske eller sundhedsmæssige tømmermænd. Der er nemlig flere nuancer i spil. Din almindelige helbredstilstand, din alder, dine gener, din fysik, dit samvær med sjove og dejlige mennesker, højtider, fester, jubilæer. Akohol er gift for din lever, - hvis det tager overhånd. Det er kernen i budskabet her.
Billedet viser i øvrigt den dyreste vin, jeg nogensinde har smagt: En Masseto fra 2005 til kr. 50.000. Ca. Men deromkring!
Læs i morgen
om den dyreste vin, jeg nogensinde har smagt!
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive, hvilket har resulteret i lidt flere end 13 bøger samt dette pensionist-magasin med omkring 1.000 artikler, hvoraf en hel del er havnet i papirkurven.
Bøgerne kan lånes på biblioteket eller købes her på THY.pt under menuen ORDFATTER.







0 Kommentarer